
Familien i Far til Fire har lånt et sommerhus ved Vadehavet. Sommerhuset viser sig at være en gammel cirkusvogn med udendørs das. Foto: Karina Tengberg.
Det er for børn – og hele familien
6. oktober 2015 - kl. 7:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En af de gode traditioner i dansk film er blevet, at der hvert år til efterårsferien præsenteres en ny familiefilm med Far til Fire-familien.
I år er ingen undtagelse, og Skagen Bio har på lørdag, 10. oktober, premiere på den nye film med den hyggelige familie – Far til Fire’s vilde Ferie.
Familien skal på sommerferie ved Vadehavet, hvor de har lånt Fru Sejersens sommerhus, der ligger helt ud til stranden.
Til at begynde med er forventningerne til ferien helt i top, men de ryger lige så hurtigt helt i bund, da det går op for familien, at de faktisk skal bo i en gammel cirkusvogn med udendørs das.
Det er derfor ikke så mærkeligt, at de bliver fascinerede af det super luksuriøse nabohus, men da Far på grund af en misforståelse beskyldes for indbrud i luksushuset, må familien træde til.
De prøver med alle midler at finde de rigtige tyve, men forgæves. Samtidig kommer Far til at se mere og mere suspekt ud, og der går ikke lang tid før alle feriegæsterne er overbeviste om, at han er skyldig, og vil have hele familien væk fra øen.
I rollen som Lille Per ses Sigurd Phillip Dalgas, og Onkel Anders spilles igen af Kurt Ravn.
Blandt de øvrige skuespillere er Jesper Asholt (Far), Søs Egelind (Britt) og Kirsten Lehfeldt som fru Sejersen.
Filmen vises hver dag, undtaget lørdag, i efterårsferien og søndag 25. oktober.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det er for børn – og hele familien' til en bekendt