
Rollen som James Bond spilles af Daniel Craig, der her ses i en scene fra filmen. Ved premieren i Skagen Bio kåres Skagens James Bond og Skagens Bond-babe. Foto: Jonathan Olley.
Skagen Bio byder på en martini – shaken
20. oktober 2015 - kl. 7:42 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En nye action-film med James Bond kræver lidt ekstra ved premieren, og Skagen Bio byder på noget helt ekstra, når der fredag 13. november er premiere på Spectre.
Filmen begynder kl. 20.07, men dørene åbnes allerede kl. 19, for der er et større program, inden man skal ind og se den nye James Bond-film.
Peter Broe fra biografforeningen oplyser, at inden filmen vies byder biografen på en martini – shaken, naturligvis. Desuden skal man have kåret Skagens James Bond og Skagens Bond-babe.
Så publikum opfordres til at møde i flotteste Bond-dress og Bond-babe dress.
Halv pris
Premieren på den nye Bondfilm er et ekstra godt tilbud til medlemmerne af Skagen Biografforening, idet medlemmerne kun skal betale halv billetpris.
Det særlige medlemstilbud er også forklaringen på, at man ikke kan købe billetter til premieren på biografens hjemmeside, idet man skal vise medlemskort for at købe billet til halv pris.
Men billetterne kan reserveres på hjemmesiden, og det kan man gøre fra i morgen, 21. oktober, kl. 10.00.
Premieren er ikke forholdet medlemmer af biografforeningen, men ikke-medlemmer skal betale normal billetpris.
Det skal foreningens medlemmer i øvrigt også de andre dage, filmen vises.
Besked fra fortiden
I Spectre sender en kryptisk besked fra fortiden Bond (Daniel Craig) på en hemmelig mission til Mexico City og videre til Rom, hvor han møder den smukke og dragende enke Lucia Sciarra (Monica Bellucci). Her infiltrerer Bond et hemmeligt møde, der bringer ham på sporet af den lyssky organisation Spectre.
Samtidig kæmper hans chef M (Ralph Fiennes) mod interne politiske kræfter i London, der ikke bryder sig om Bonds metoder og vil nedlægge MI6.
Bond rekrutterer i al hemmelighed Moneypenny (Naomie Harris) og Q (Ben Whishaw) til at hjælpe ham med at finde Madeleine Swann (Léa Seydoux), der er hans gamle ærkefjende Mr. Whites (Jesper Christensen) datter.
Madeleine kan nemlig være nøglen til at afsløre Spectre. Men som datter af en lejemorder forstår hun måske Bond bedre end nogen anden. Efterhånden som Bond får afdækket mere og mere af den grusomme sandhed, opdager han også en uhyggelig forbindelse mellem ham selv og personen i centrum for organisationen.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Bio byder på en martini - shaken' til en bekendt