
Anni Jensen fejrer 25 års jubilæum
29. november 2015 - kl. 6:15 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sekretær i LandboNord SvineRådgivning, Anni Jensen, Martsvænget 8, 9700 Brønderslev, kan den 15. december 2015 fejre 25 års jubilæum i LandboNord.
Selvom det er blevet til 25 år i LandboNord, så startede Anni Jensen sin karriere i en tidlig alder. Allerede som 15-årig tog hun af sted fra hjembyen Skagen til Bruxelles, hvor hun boede i et år. Her var hun au pair hos en familie med fire børn. Hjemme igen tog hun EFG på Handelsskolen i Frederikshavn, men lysten til at komme ud og opleve noget var stadig intakt, så som 19-årig tog Anni til Sydengland. Denne gang som anstandsdame for en handicappet kvinde.
Tilbage i Danmark endte Anni Jensen med at få en læreplads hos Energiministeriet i København. Stillingen var som all-round kontorassistent. Året var 1983 og energiministeren hed Knud Enggaard. En ny verden åbnede sig, og Anni fik et indblik i, hvordan hele administrationsapparatet fungererede. Efter endt læretid blev Anni ansat i ministeriet i en periode.
Herefter søgte hun over på Axelborg, hvor Danske Slagterier manglede en god sekretær. I 1986 blev Anni så sekretær i afdelingen, hvor Orla Grøn Pedersen var sektorchef. Anni blev i stillingen til 1988, hvor hun fik sit første barn. Længslen tilbage til det nordjyske tog til, og familien valgte derfor at flytte til Frederikshavn.
Tilbage i Nordjylland var det så Vendsyssel Svinerådgivning, som stod og manglede en god sekretær i 1990. Her blev Anni Jensen ansat som sekretær for chefkonsulent Poul Stendahl. I begyndelsen gik meget af arbejdet med at taste E-kontroller, rapportskrivning, referater og ikke mindst at arrangere kurser for kunderne, som hun gennem tiden har fået et godt forhold til. I dag er navnet ændret til LandboNord SvineRådgivning, og chefen hedder Merete L. Andersen. Men det er stadig Anni, som kunderne får i røret, når de ringer. Og omvendt skal en af medarbejderne i afdelingen bruge et nummer på en kunde, er der stor chance for, at Anni kan det i hovedet.
Privat bor Anni nu i Brønderslev, hvor hun fører et særdeles aktivt foreningsliv som ildsjæl i den lokale badmintonklub. Udover selv at spille, så er hun medlem af bestyrelsen, arrangerer stævner og er med i Brønderslev Marked, som hvert år sikrer et tilskud til klubben. Derudover rejser hun rundt og besøger sine tre børn, som i dag har bosat sig i København, Viborg og Aalborg.
Jubilæet fejres med en reception for kunder, forretningsforbindelser, familie og kolleger, fredag, den 4. december 2015 fra kl. 13:00, LandboNord i Brønderslev.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Anni Jensen fejrer 25 års jubilæum' til en bekendt