
Til fest med Ninja og Pippi Langstrømpe
8. februar 2016 - kl. 12:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Fredag var der premiere på et helt nyt samarbejde til glæde for Skagens børn. Stedet var Skagen Sportscenter. Samarbejdet var mellem Skagen Badmintonklub, og Skagen Gymnastikforening, som har haft nedsat et lille fælles Fastelavnsudvalg. Vi ønskede at genoplive de gamle fastelavnsfester. Der var solgt 103 billetter i forsalg, samt 32 billetter ved døren. Der var opsat kaffeborde til de mange familier, hvor af flere var repræsenteret ved både 3 og 4 generationer. Der var rigeligt med fastelavnsboller, kaffe og sodavand. Da vi ikke havde sat aldersbegrænsning på børnene, var det ekstra glædeligt at se, at hvor der i et stille hjørne blev givet bryst til en lille baby, som fik tøndeslagning ind med modermælken, sad der et andet sted, en gruppe konfirmationsklare tøser, fuldt udklædte. Børnene blev opdelt i 4 aldersgrupper. I 2 hjørner var der opsat sikkerhedsbane, så vi kunne afvikle 2 grupper ad gangen.
MEN, før man kunne gå løs på tønderne, skulle der opvarmning til. Og ingen mindre end FRØNSE fra den lokale Spar Nord Bank, var mødt frem, for at varme børnene op med nogle friske dansetrin. Så var der start for de 2 yngste grupper. Arrangementet bød på mange rigtig flot udklædte børn. Der var færdigkøbte dragter, men også virkelig fantasifyldte hjemmelavede kostumer. Det blev samlet til 4 kattekonger, 4 kattedronninger samt præmier til de bedst udklædte. Der blev taget mange billeder, som vi håber, vil blive delt rundt, så flere kan se de flotte udklædninger. Vi havde også besøg af Silverstar Video, som filmede en del, og lur mig, om vi ikke snart bliver præsenteret for en lille hjemmevideo, fra denne side.
Vi har valgt dette samarbejde, da vi mener det er vigtigt, at holde fast i de gamle traditioner. Flere forældre takkede for vores ide, og beklagede at disse traditioner er ved at dø ud på vores skoler. Der var også hele familier repræsenteret fra Skagens nye borgere, som her kunne se hvordan vi fejrer fastelavn i Skagen/Danmark. Også en måde at integrere på. Efter 2 hektiske timer, var det hele slut, og på vej mod døren, stod FRØNSE klar, til at give en stor farvel-krammer.
Vi vil nu evaluere på arrangementet, og se om det er kommet for at blive.
Mange hilsner fra Skagens Fastelavnsudvalg.
Tekst: Allan Jensen, som repræsenterede GF76 i Fastelavnsudvalget.
Foto: SkagensAvis.dk
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Til fest med Ninja og Pippi Langstrømpe' til en bekendt