Boligboble, bankkrise og kønskorrektion

Eddie Redmayne er både Einar Wegener og Lili Elbe i Den danske pige. Her er han som Lili Elbe.

Boligboble, bankkrise og kønskorrektion

13. februar 2016 - kl. 7:56 - af

Skagen Bio har i næste uge premiere på to amerikanske film som er vidt forskellige, men som også har noget tilfælles.

Handlingen i dem begge er baseret på virkelige hændelser.

Tirsdag 16. februar gælder det filmen The Big Short.

I 00’erne, da ejendomsmarkedet buldrede frem og Wall Street festede med champagne, var der enkelte særlinge, der ikke troede på, at træerne kunne vokse ind i himlen. De spillede mod bankerne, mod kreditforeningerne, mod markedet – mod alt det, Wall Street stod for. Og vandt.

The Big Short er historien om disse få outsidere, der forsøgte at gennemskue bankernes ugennemsigtige produkter, der afslørede boligboblen og blev rystede over, hvor sammenspist de forskellige institutioner i finansverdenen var, og som egentlig var skabt for at holde øje med hinanden.

Det er mænd som Michael Burry, der først opdagede markedets svaghed og opfandt det ’credit default swap’, der ville gøre hans investorer rige, hvis markedet krakkede.

Det er den barske hedge fund manager Mark Baum, der foragter bankernes sorte snak og ikke er bange for at sige det.

Det er den glatte bankrådgiver Jared Vennett, der kun har øje for profitten – uanset hvem der har ret.

Det er den tidligere børsmægler og nu dommedagsprofet, Ben Ricket, der helst vil dyrke sine egne grøntsager, men som af sine to unge venner bliver overtalt til at foretage en sidste stor investering – imod bankerne.

Filmens instruktør, Adam McKay, bevæger sig ind i den uoverskuelige jungle af finansielle produkter i årene, før boligboblen brast, og gør med Christian Bale, Ryan Gosling, Steve Carell og Brad Pitt som guides publikum lidt klogere på, hvordan og hvorfor den seneste finanskrise opstod. Med ikke så lidt galgenhumor bliver banker og investorer sammenlignet med kokke, der maskerer let overgemte rester i suppen, og overoptimistiske kasinogæster, der bliver revet med af stemningen.

Kønsskifte

Torsdag er der premiere på Den danske Pige.

Lili Elbe bliver født som Einar Wegener og lever som sådan, indtil Einar møder Gerda på kunstakademiet.

De bliver forelskede, gifter sig og lever begge som kunstnere – Einar noget højere anskrevet for sine landskabsmalerier end Gerda for sine portrætter. Men i deres tætte følelsesmæssige og arbejdsmæssige samarbejde opstår der en metamorfose for dem begge:

En dag skal Einar stå model for Gerda i en kjole, og i det øjeblik dukker Lili endelig frem til overfladen.

Efter den første forvirring er Gerda klar til at acceptere sin elskede for det, hun er, men omverdenen – selv ikke kunstnerkredsen i København – er helt så forstående, så parret drager til Paris, hvor Lilis mod til at bære sin sande identitet inspirerer Gerda til at finde sin sande identitet som kunstner.

Men tøj, parykker og makeup er ikke nok for Lili, og med støtte fra Gerda opsøger hun en tysk læge, der indvilger i fysisk at fuldende forvandlingen.

Med Oscar-vinderen Eddie Redmayne og svenske Alicia Vikander som det danske Wegener-par fortæller Den danske pige den sande historie om den første transperson, der fik foretaget en kønskorrigerende operation, Lili Elbe. Filmen, der til dels er optaget i København, er instrueret af Tom Hooper.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Boligboble, bankkrise og kønskorrektion' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger