
Skagens Bibliotek har samlet en udstilling med biografier og DVD-film forud for Bodil-festen 5. marts. Det er alle film, der har været nomineret til enten en Bodil eller en Oscar. Privatfoto.
Biografen varmer op til fest for Bodil
25. februar 2016 - kl. 7:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Selv om der endnu er godt og vel en uge til selve festen for Bodil er forberedelserne godt i gang.
Bodil er i denne sammenhæng de danske filmkritikeres statuette, der hvert år uddeles til det forgangne års bedste film og bedste præstationer på det hvide lærred.
Bodil-fest i bio
Bodil-festen er i år ikke begrænset til Bremen-teater, hvor selve overrækkelsen finder sted. Der er Bodil-fest i en masse biografer i hele landet, idet biograferne transmitterer begivenhederne fra Bremen-teater og viser det på det store lærred.
– Og vi holder så sandelig også vores helt egen Bodil-fest, siger formanden for Skagen Biografforening, Kirsten Leth.
Bodil-statuetterne uddeles lørdag aften 5. marts, og festen i Skagen Bio indledes med et specielt Bodil-traktement bestående af fisketapas fra Jakobs Café og vin fra Holte Vinlager. Traktementet er inkluderet i billetprisen.
Inden man rykker ind i biografsalen for at følge Bodil-arrangementet i Bremen-teater kan man deltage i en konkurrence.
– Man kan give sit bud på, hvem der modtager en Bodil i de forskellige kategorier, og som afslutning på aftenen finder vi frem til vores lokale vindere konkurrencen, fortæller Kirsten Leth.
Film på biblioteket
Skagen Bio er nærmeste nabo til Skagens Bibliotek i Kulturhus Kappelborg, og biblioteket har allerede nu taget lidt forskud på Bodil-uddelingen.
Biblioteket har lavet en lille Bodil-afdeling, hvor der er samlet en række film som tidligere har været nomineret til enten en Bodil eller en Oscar – og det er naturligvis film, man kan låne.
Desuden er der en udstilling med biografier over en lang række danske og udenlandske skuespillere.
Sidst i denne måned suppleres udstillingen på biblioteket desuden meden lille afdeling med gallatøj. Den står Dig og Mig for.
– Biblioteket tilbyder ikke kun, at man kan låne film på DVD’er. Vi har også et digitalt film-tilbud, Filmstriben.dk, hvor man som låner på biblioteket kan streame film til sin computer, tablet, smartphone eller smart-tv.
– Der er cirka 2400 film i Filmstriben.dk, og der kommer hele tiden nye til, fortæller arrangementskoordinator på biblioteket, Caroline Røntved.
De nominerede
Det er ikke alle film og skuespillere, der er i ”spil” ved Bodilfesten 5. marts.
I hver kategori er der fem nominerede, og de er alle mulige vindere, indtil det i løbet af aftenen afsløres, hvem der skal have en statuette.
De fem danske film, der er nomineret, er Idealisten, Under Sandet, Bridgend, Krigen og Sommeren 92.
I kategorien bedste kvindelige hovedrolle er de nominerede Ghita Nørby for sin præstation i Nøgle hus Spejl, Tuva Novotny (Krigen), Hannah Murray (Bridgend), Mille Lehfeldt (Lang historie Kort) og Bodil Jørgensen (Mennesker bliver Spist).
De nominerede for bedste mandlige hovedrolle er: Joachim Fjelstrup (Steppeulven), Ulrich Thomsen (Sommeren 92), Roland Møller (Under Sandet), Pilou Asbæk (Krigen) og Peter Plaugborg (Idealisten).
Billetter til Bodil-aftenen i biografen kan købes på biografens e-billet.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Biografen varmer op til fest for Bodil' til en bekendt