
Udlejning af liggestole på Sønderstrand
5. marts 2016 - kl. 8:35 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Til næste møde i Teknisk Udvalg mandag den 7. marts er der på dagsordenen et punkt om udlejning af liggestole på Skagen Sønderstrand i 2 sommermåneder.
Kommunaldirektøren indstiller forud for mødet, at der tillades udlejning fra 1. juli 2016 til 1. september 2016 på samme vilkår som i 2015.
Teknisk Udvalg besluttede i juni 2015 at tillade udlejning af liggestole på Skagen Sønderstrand på nærmere bestemte vilkår. I oktober 2015 besluttede udvalget, at retten til udlejning i 2016 skulle sendes i offentligt udbud. Samtidigt præciserede udvalget, at 2016 er et prøveår i forhold til udlejningen, ligesom 2015 var det. Retten til udlejning i 2016 har nu været i offentligt udbud med en mindstepris på 1800 kr., og der indkom et bud, der lød på 1800 kr.
Firmaet, der ønsker at udleje liggestole, har efterfølgende fremsat ønsker om ændringer i vilkårene for udlejning. Firmaet ønsker, at udlejningsperioden forlænges med 2 uger i august, så den går fra. 1. juli til 1. september, og der ønskes opsat mindst 50 stole hver morgen – gerne flere. Endelig ønskes der tilladelse til at opbevare liggestolene på stranden om natten. Det foreslås, at stolene stables op og dækkes med presenning, hvilket vil fylde max. 40 m2. Dette ønskes for at undgå store, skæmmende spor efter den traktor, der ellers skal fragte stolene frem og tilbage. Desuden vil det ifølge ansøgeren fremme udlejningen, hvis strandgæster hele døgnet kan se, at her kan de leje liggestole.
Center for Teknik og Miljø vurderer, at udlejningsperioden kan forlænges til 1. september uden problemer. Derimod vurderes det, at det fortsat bør være et vilkår i kontrakten, at udlejeren opstiller liggestole, efterhånden som de bliver udlejet i løbet af dagen. Den kommunale administration kan ikke anbefale opbevaring af liggestole i en stabel på stranden om natten. En sådan stabel vil være i strid med fredningskendelsen for Skagen Sønderstrand, og det kræver derfor dispensation fra Fredningsnævnet.
Tekst af Per Rye
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Udlejning af liggestole på Sønderstrand' til en bekendt