
George Clooney har rollen som Capitol Pictures store stjerne Baird Whitlock der bortføres under indspilningen af filmen Hil Cæsar.
Amerikansk komedie i Biografen
12. marts 2016 - kl. 6:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Torsdag i næste uge er der premiere på den amerikanske komedie Hil Cæsar med Josh Brolin, George Clooney og Scarlett Johansson i hovedrollerne
Handlingen udspilles bag kameraet i et af Hollywoods store filmselskaber, Capitol Pictures.
Det er ikke underligt, at Eddie Mannix (Josh Brolin) plages af moralske skrupler.
Hans job er at holde Capitol Pictures image skinnende blankt – og gerne glamourøst. Pressen i de tidlige 1950’ere labber gladelig billederne af stjerner til premiere i sig, men bag kulissen må Mannix sørge for, at den knapt så glamourøse sandhed ikke kommer frem: fordrukne stjerner, letlevende starletter, udenomsægteskabelige affærer – og deres resultater – vold, homoseksualitet og endog kommunistiske synspunkter.
Om dagen holder Mannix styr på, at de selvhøjtidelige instruktører arbejder med de kontraktskuespillere, de er blevet anvist, og at religiøse ledere kan sige god for det seneste bibel-epos.
Om natten redder han skuespillere fra kompromitterende situationer, betaler folk for at holde kæft – og betaler løsepenge.
Studiets største mandlige stjerne Baird Whitlock (George Clooney) er nemlig blevet bortført midt i optagelserne til storfilmen Hil Cæsar!, svømmestjernen DeeAnna Moran (Scarlett Johansson) er gravid – vist nok med en gift mand – dansestjernen Burt Gurney opfører sig højest mistænkeligt, og cowboy-helten Hobie Doyle skal udskifte heste og lasso med smoking og salondrama.
Og værst af alt har pressens to sladder-dronninger Thora og Thessaly Thacker hver især fået færten af en delikat skandale. Det er alt sammen en del af jobbet for Eddie Mannix.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Amerikansk komedie i Biografen' til en bekendt