
Læserbrev: Skagens arkitektoniske kulturarv
15. marts 2016 - kl. 8:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Når kommunen giver dispensation til ejere af bevaringsværdige huse, synes den nye trend at være ”ligestillingsprincippet”:
”Ligestillingsprincippet/lighedsprincippet i sagsbehandlingen, går ud på, at ”sammenlignelige” sager skal behandles lige, med henblik på at give borgerne/ansøgerne lige muligheder. Dog kan der være tilfælde af forskelsbehandling grundet særlige hensyn.”
Denne formulering er temmelig uklar, idet man jo så skal definere ”særlige hensyn”. Dette er et eksempel på kommunens tilfældige politik på området. Med andre ord mangler Frederikshavn kommune fuldstændig forståelse for, hvordan man bevarer den arkitektoniske kulturarv, og man kunne ønske, at vi i kommunen fik ansat en stadsarkitekt til at føre et overordnet og kompetent tilsyn. Det drejer sig jo ikke mindst om at respektere både lokalplaner og planloven, så dispensationerne gives med henblik på forbedringer og ikke forringelser af kulturarven.
Og hvorfor egentlig bruge tid på at lave lokalplaner, når der igen og igen dispenseres fra dem. Mange små og tilsyneladende ubetydelige dispensationer vil efterhånden forringe kulturarven i Skagen, en kulturarv, der af Turistforeningen nævnes som en af vore turistattraktioner.
”Vores fælles skatkammer” – er en undersøgelse, som Realdania har udført i en række byer i Danmark, for at dokumentere hvor store værdier – i kroner og øre – der tilføres, når der værnes om bevaringsværdige bygninger og landskaber. Det er meget store værdier, der tilføres kommunens økonomi og i særdeleshed ejerne af bygningerne. Selv de boligejere, som ikke har en bevaringsværdig bygning, får gavn af de prisstigninger, der kommer i forbindelse med, at kommunen passer på, bevarer og udvikler kulturmiljøerne. Frederikshavn kommune er privilegeret med at have kulturmiljøer som Skagen, Sæby og Strandby – byer og natur, der skal passes på.
Poul Nedergaard Jensen, arkitekt, Østerbyvej 31, Skagen
Formand for Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur i Skagen og Raabjerg Sogne.
3 kommentarer til “Læserbrev: Skagens arkitektoniske kulturarv” under annoncerne.
Ligestillingsprincippet er et udemærket princip, når det gælder behandlingen af ejerne af husene. I Danmark har vi tradition for lighed for loven. Til gengæld er man nødt til at behandle husene forskelligt alt efter hvilke problemstillinger de enkelte huse har i bevaringsmæssig forstand. Altså: ejerne behandles ens – husene forskelligt.
Ja, det er ikke svært at finde eksempler på, at der er sket fatale fejltagelser i Skagen.
Jeg er så enig – det er forrykt at kommunerne i hele landet forvalter vores fælles kulturarv så forskelligt og desværre mange steder slet ikke !