Førerhunde besøg på Ålbæk Skole

Førerhunde besøg på Ålbæk Skole

26. april 2016 - kl. 13:28 - af

Onsdag d. 27. april markerer Dansk Blindesamfunds førerhundebrugere den internationale førerhundedag. I år vil danske skoleelever landet over få besøg af en førerhund og dens bruger, som vil fortælle om, hvordan en førerhund arbejder, og om, hvor vigtig en del af hverdagen en førerhund er. Ca. 2.300 skoleelever på 23 skoler får mulighed for at hilse på en førerhund og blive klogere på, hvor vigtig en førerhund er for en blind person.

I Ålbæk vil førerhundebruger Ole Erik Nør-Jensen sammen med førerhunden Bella besøge Ålbæk Skole. Ole Erik Nør-Jensen vil holde et oplæg om, hvordan han lever med et synshandicap og en førerhund, og bl.a. fortælle eleverne, hvor vigtig Bella er i hverdagen, når Ole Erik skal færdes uden for hjemmet. Når besøget er slut kan eleverne deltage i en quiz, hvor de skal svare rigtigt på nogle spørgsmål om førerhunde i Danmark. De tre klasser, der svarer rigtigt på flest svar, vinder et gavekort til Hjem-Is på 1.650 kr.

”Vi ved godt, at vi fylder i gadebilledet, og at børn og voksne lægger mærke til os, når vi kommer gående på gaden. Når vi færdes offentligt, er det rigtig vigtigt, at førerhunden ikke bliver forstyrret, for den skal koncentrere sig 100 % om arbejdet med at føre brugeren. Vi vil gerne fortælle de danske skoleelever, hvordan en førerhund arbejder, og ikke mindst, at den også er en helt almindelig familiehund, som mange kender fra deres eget hjem,” fortæller Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund.

På Ålbæk skole, vil Ole Erik sammen med Bella vise nogle af de mange forskellige kommandoer, en førerhund lærer, inden den bliver matchet med en person med synshandicap. Samtidig vil eleverne blive klogere på, hvornår en førerhund er på arbejde, og hvornår den har fri.

”Vores håb med besøgene på skolerne er, at eleverne kan formidle deres nye viden om førerhunde og deres arbejde videre til deres forældre og venner, når de møder os på gaderne næste gang. På gaden må man ikke klappe førerhunden eller forstyrre den, uden at spørge først, men mon ikke, at førerhundene får nogle ekstra klap rundt omkring på skolerne på Førerhundens Dag?”, afslutter Thorkild Olesen.

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Førerhunde besøg på Ålbæk Skole' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger