
Solen skinnede på Skagensløbet 2016
9. maj 2016 - kl. 11:29 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Veteranmotorcykelløbet “SKAGENSLØBET” startede Kr. Himmelfartsdag fra København med første etape til Middelfart, derefter 2. etape til Rebild og sidste etape lørdag fra Rebild over Limfjorden med Hals-færgen og til Skagen af mindre veje.
Under hele løbet skinnede solen, og det var ideelt vejr med let medvind for de flotte gamle motorcykler, som ankom til P-pladsen ved Skagen Rådhus lørdag mellem kl. 14.30 – 15.30.
Det gælder ikke for løbsdeltagerne om at komme først, men at holde en gennemsnitshastighed på 30 km/t og undervejs på sidste etape blev de 195 deltagerne kontrolleret ved 7 kontrolposter på den udleverede rute.
4-500 mennesker var lørdag eftermiddag samlet på P-pladsen og beundrede de fint vedligeholdte veteranmotorcykler, som alle var fremstillet før 1938, også en del kørere på nyere motorcykler og åbne sportsvogne var ankommet for at følge afslutningen på løbet.
Ud over de spændende veteranmotorcykler, vakte især en sportsvogn en del opsigt, en Kougar Sport, som viste sig at være en nyere kopi af en ældre sportsvogn, men flot var den.
Tekst og fotos: Poul Birk.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Solen skinnede på Skagensløbet 2016' til en bekendt