
Mindeord Landinspektør Poul Hauerbach, Skagen
18. maj 2016 - kl. 7:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tidligere landinspektør Poul Hauerbach, Skagen, er gået bort pinsesøndag 79 år gammel. Poul var et livsstykke, en mand med stærke meninger, en stor vilje og et stort engagement. Poul var Skagbo og en kendt person i Skagen, hvor han levede de seneste år – fuld af aktivitet og virkelyst. Han havde gennem en stor del af livet en brændende interesse for naturen og et stort ønske om at udforske og fortælle om Skagens Odde og Oddens tilblivelse. Hans tidligste resultater kan enhver glædes ved i ”Sandormen”. Han er nemlig mester for de kort, der viser oddens udvikling og Grenens ændringer – kort baseret på landmåling og observationer i felten og publiceret i bøger og afhandlinger forfattet af Poul.
I 1988 samlede han en række videnskabsfolk omkring sig. Med et brændende engagement – hjulpet på vej af festlige stunder i huset på Søndervej, hvor Pouls hustru, Thurid, og familien skabte rammerne – fik han en tværfaglig gruppe, Skagen Odde Gruppen, til at sætte sig det mål at udforske og dokumentere Oddens tilblivelse og de livsvilkår,den gennem tiderne gav menneskene, der boede her. Lige siden 1988 har Skagen Odde Gruppen hvert år holdt symposier på Skagen og berettet om nye resultater af forskning og undersøgelser. Det har kastet et stort antal videnskabelige afhandlinger såvel som populære skrifter af sig.
Et ønske om en bredere formidling opstod, og gennem Pouls og andre gode folks ihærdige indsats lykkedes det et få Skagen Odde Naturcenter bygget og indviet i år 2000, et center der åbnede med en spændende formidling af mere end 10 års forskningsindsats. Alt omkring centeret blev ikke som Poul havde ønsket, men vi der var med, tænker altid på ham, når vi ser den smukke bygning som Poul fik arkitekt Jørn Utzon til at tegne første udkast af og som sønnen arkitekt Jan Utzon, stod for realiseringen af.Men også siden årtusindskiftet har Poul uden ophør været vores aktive ”grand old man”, som vi er samledes om,og som altid havde nye idéer og tanker, han ville drøfte. Poul knyttede mennesker til sig og bandt stærke venskaber.
Poul fik sat sig spor i det Skagen, som han elskede. Vi vil alle savne ham, hans ildhu og hans venskab.
På Skagen Odde Gruppens vegne.
Johnny Fredericia, tidl. Direktør for GEUS

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Mindeord Landinspektør Poul Hauerbach, Skagen' til en bekendt