“Venligsilden” på plads på Rådhuset

Det beskyttede værksted Nordstjernen havde påtaget sig opgaven med at skabe en ny sild til Rådhuset, efter der var gået råd i den gamle.

“Venligsilden” på plads på Rådhuset

31. maj 2016 - kl. 13:48 - af

Mandag middag indtog den nye 55 kg tunge træskulptur ”Silden” sin plads over indgangen til Skagen Rådhus.

Inden Borgmester, Birgit Hansen, afslørede den flotte sild der er skabt på det beskyttede værksted “Nordstjernen”, holdt hun en tale, og hele talen kan du læse nederst i artiklen.

Også lederen af  træværkstedet på Nordstjernen, Poul Svenningsen, holdt tale, og han sagde blandt andet ” Det har været en ære at blive betroet en officiel opgave, som at lave Skagens nationalfisk til Skagens byvåben”. Du kan læse hele Pouls tale under artiklen.

Arrangementet blev afsluttet med sodavand, fullsize sildekage sponsoreret af FF Skagen, og medlevende musik blev leveret af Nordstjernens eget husorkester, Wock´N Wollband.

Fotos: Carsten Vestergaard.   OPDATERET MED BILLEDE AF DEN EFTERLYSTE SILD.

Birgit Hansens tale:

Kære alle sammen,

TAK for invitationen – og fordi jeg må være med på den her store dag, hvor ”Silden” er tilbage på Skagen Rådhus. God tnok i en ny.. og måske også forbedret udgave.

I dag byder vi en ny ”Sild” velkommen. Den skal erstatte den oprindelige, der efter 48 års tro tjeneste, var klar til at gå på pension. 48 år er faktisk en flot alder for en ”sild”- i hvert fald, når den er lavet af træ ?

Det er ikke nogen tilfældighed, at det netop er en ”Sild”, som hænger her over indgangen til rådhuset. Den har en særlig historie og betydning i Skagen. Den har brødfødt talrige generationer igennem tykt og tyndt, og den har nærmest været truet af udryddelse, men er kommet stærkt igen.

”Silden” er Skagens signatur. Det er en overlever. En fast følgesvend for mange generationer her i Skagen, og den har haft en enorm betydning for byen – både før og nu.

”Silden” er et levende vartegn for byen. Den indgår i Skagens Byvåben, som også er grunden til, at den hænger her over indgangen til Skagen Rådhus. Det ved jeg, I er stolte af – og med god grund.

I byvåbnet er ”Silden” placeret på risten, som vi også ser her på rådhuset. Risten symboliserer Sct. Laurentius, der er Skagens skytshelgen. Han døde martyrdøden efter han blev fængslet, tortureret og til slut brændt liggende på en jernrist. Han var de fattiges beskytter – og betalte med sit liv.

I dag er risten og ”silden” foreviget her i Skagen. Vi ser det mange steder i byen. Blandt andet her, på Sct. Laurentius vej, hvor vi står i dag. Vi ser det i det nye monument på krydstogtskajen, ved købstadsjubilæet i 2013 og hos Skagen Byting, som bruger symbolet i sit logo.

Skagen emmer af historie og historier – nye som gamle, som vi skal huske at fortælle. En af dem, jeg ynder at fortælle, er den om Nordstjernen, der ligesom ”Silden”, har en særlig betydning her i Skagen.

Det er Nordstjernen, vi kan takke for det flotte stykke arbejde med at skabe liv i Skagens betydningsfulde vartegn her på rådhuset.

Jeg ved, det har været en stor og spændende udfordring for Nordstjernens snedkerværksted. I har de seneste måneder oplevet ”silden” tage form gennem jeres egne hænder. Per (Simonsen) og Nikolaj (Geers Pedersen), I har fulgt jeres mesterlærer Poul´s (Svenningsens) anvisninger, og sammen har I på næsten magisk vis forvandlet et stykke limtræ på 160 kg – til en smuk og velnæret ”sild” på 55 kg.

Jeg er dybt imponeret over jeres arbejde, jeres opfindsomhed og præcision ift. at lave en ny ”sild” – der tydeligt er inspireret af sin forgænger, men som alligevel er helt sin egen.

I har søgt inspiration i byvåbnet og på gamle kutternavneskilte, og resultatet er blevet, at den nye ”sild” – efter korrigeret hale og rygfinne – nu ligner en rigtig ”sild”.

Jeg har hørt, at snedkerteamet på Nordstjernen kalder den nye ”sild” for ‘Venligsilden’, fordi I ønsker at signalere gæstfrihed til dem som besøger Skagen – og til dem, som ønsker at bo her. Det viser, hvad Skagen og skagboerne er lavet af.

Jeg har stor respekt for jeres flotte arbejde med ”silden”, men også Nordstjernens imponerende arbejde i almindelighed. I viser vejen ved at bevise, at selv de vanskeligste opgaver kan løses, når man løfter i flok og samarbejder.

Det har I gjort her. I har skabt kunst som både rækker tilbage i historien, som fortæller vores historie nu – og som skriver sig ind i Skagen bys historie i fremtiden.

Jeg vil her afslutningsvis rette en særlig tak til dig Poul (Svenningsen) – arkitekten bag ”Venligsilden” – og en lang række andre projekter på Nordstjernen – og på dine tidligere arbejdspladser.

Du vil inden for den næste månedstid gå på efterløn. ”Silden” er din svanesang som afslutning på et langt og spændende arbejdsliv, hvor du har været med til at igangsætte og udføre mange spændende projekter. Du er med hele vejen – fra ideen bag – til det færdige produkter står foran os.

Du er en gudsbenådet motivator, der formår at rykke sine medmennesker fremad. Det er en særlig gave, som vi er mange, der gerne vil sige dig tak for.

39 år i kommunalt regi er det blevet til – de seneste her i Frederikshavn Kommune på Nordstjernen, hvor du har været i 7 år. Det er lidt færre end den tidligere ”Silds” 48 år på pinden, men til gengæld – Poul – bliver du ikke sådan lige til erstatte, som vi nu har gjort med ”Silden”.

Jeg vil ønske dig al held og lykke i fremtiden – og sige dig et varmt TAK for din flotte indsats, som også kommer til at sætte sine spor i eftertiden.

Nu synes jeg, vi skal give Poul og Nordstjernen en hånd – og bagefter afsløre ”Venligsilden”.

Tak for ordet.

Poul Svenningens tale:

Det har været en ære at blive betroet en officiel opgave, som at lave Skagens nationalfisk til Skagens byvåben.  På værkstedet blev drengene enige om, at en sådan udfordring kun eksisterer for at blive taget op.

Vi startede med at spørge os frem blandt gamle skagfiskere til den rette fiskebanke, hvor vi havde hørt at de gigantiske sild for år tilbage var blevet set. Udfor Hirtshals sagde sagnet, at der var drevet nogle kæmpe limtræsbjælker i land, med spor af kæmpesilden. Sådan en bjælke på 160 kg. fik vi fat i, og så var det jo bare med at lege arkæologer og finde fisken i bjælken. Vi vidste, at bare vi var grundige og forsigtige nok, skulle vi nok få den smukkeste sild uskadt ud af bjælken, og måske endda i en glans, som kun kendes fra sagnet. Her er hun så, smuk og fed, med en reduceret vægt på 55 kg.

At udgrave en sild af en blok træ minder lidt og at finde kompetencer og styrker hos et menneske. Om der er tale om børn eller traumatiserede unge, misbrugere eller krigstraumatiserede flygtninge eller om der er tale om udviklingshæmmede voksne mennesker, så er situationen næsten den samme. Der er altid noget godt at finde, bare man leder ordentligt nok.

At være handicappet betyder ikke, at man ikke kan noget, -men at der er noget, man ikke kan. Det kender vi alle fra når vi ikke kan finde vore briller eller fjernbetjeningen til tv´et, eller når vi skal indberette skat på computeren.   

Måske kan vi finde de hjælpemidler, der kan afhjælpe handicappet, eller også kan vi fokusere på de kvalifikationer, der med de rette tilgange kan få den enkelte til at udføre opgaver af høj kvalitet.
Det gælder bl.a. indenfor håndværk og indenfor musik, men der findes mange andre kompetencer. Om vi kan finde dem, er i høj grad afhængige af hjælpernes  evner og kompetencer, samt om samfundets bevillinger til udvikling og hjælpemidler.

Peter Pallant sagde engang til Morten Jensen: ”Du Morten, vi er heldige med at vi er mongoler, -ellers havde vi nok været handicappede!”   

 

 

 

2 kommentarer til ““Venligsilden” på plads på Rådhuset” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til ““Venligsilden” på plads på Rådhuset”

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger