
Inspiration til madpakkehus.
Nyt rekreativt område i Skagen nordby
9. juni 2016 - kl. 7:26 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Nyt rekreativt område i Skagen nordby.
Gennem et samarbejde mellem en lokal borgergruppe, Frederikshavn Forsyning og Frederikshavn Kommune er det besluttet, at der skal laves en regnvandssø ved Guldmajsvej i Skagen. Formålet med søen er at forsinke områdets strømme af regn- og drænvand, inden det ledesud i den ofte hårdt pressede Guldmajsgrøft.
Selve søen laves til efteråret. I den forbindelse er der, med godkendt landzonetilladelse, blevet mulighed for at etablere et sammenhængende rekreativt område omkring søen og gennem den skov, der ligger mellem Guldmajsvej og Bøjlevejen.
Det kan blive til et særdeles attraktivt område, som skoler og børneinstitutioner allerede har ytret ønske om at anvende til undervisning og leg, ligesom de rekreative muligheder kan ses som en del af en større helhed, idet der tæt på nordbyen findes flere spændende projekter som eksempelvis: EU Life der er et projekt med EU støtte, der skal reetablere og bevare den unikke natur på Skagen Odde.Stisystemet `Grenensporet´, etableret af Frederikshavn Kommune, der går omkring de 4 fyr i og omkring Skagen. Naturstyrelsens Trækfuglecenter i Det grå Fyr og senest planerne om at lave et Center for international samtidskunst på det arkitektonisk unikke Skagen Odde Naturcenter, tegnet af Jørn Utzon.Skagen Byting nævner også dette spændende område i forbindelse med et større oplevelses- og bevægelsesprojekt, som flere foreninger i Skagen arbejder på. Projektet opererer med `Stationer´ på strækningen fra Kulturhus Kappelborgs legeplads over Skagen skole, børnehaven Pilekrattet, Guldmajssøen for at nå til Grenen via Grenensporet.
Mens kommune og forsyning står for etablering og drift af regnvandssøen, skal etableringen af den rekreative del imidlertid klares lokalt. Og det koster penge!
Derfor ønsker den lokale gruppe af borgere i nordbyen, at der bliver etableret en venneforening, som skal stå for arbejdet med at skaffe penge til projektet. I første omgang har man planer om at opstille et madpakkehus på 28m2, nogle bænke omkring søen og en flydebro.
Den lokale borgergruppe vil gerne invitere alle, der kan have interesse i dette spændende, rekreative projekt, til stiftende generalforsamling af `Guldmajssøens Venner´ på Brovandeskolen mandag den 13. juni klokken 19.
2 kommentarer til “Nyt rekreativt område i Skagen nordby” under annoncerne.
Det er en alletiders ide !!!
Vil der være mulighed for at lave “Put and take” i søen? mit barnebarn kan så godt lide at fiske.