
Arkivfoto.
Simons Raaling skal udvides
23. juni 2016 - kl. 7:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Udvidelsen af Simons Raalings faciliteter i Ålbæk er nu en realitet.
Lokalhistorisk museum – Simons Raaling – i Ålbæk inviterer til første spadestik d. 24. juni kl. 16.
Museet har behov for mere plads
For at få det fulde udbytte af den store samling, som museet ejer og for, at stedet fremover kan hamle op med de seneste års øgede interesse og tilstrømning, skal udstillingsfaciliteterne nu forbedres og øges. Der er med andre ord behov for mere plads til effekterne og de fremtidige aktiviteter. Museet rummer en omfattende og betydelig samling af ting og sager, som til sammen udgør den spændende fortælling om egnens liv og hverdag, dens folk og fæ gennem tiderne. Samlingen omfatter maskiner og redskaber med tilknytning til landbrug og fiskeri, samt dagligdags husgeråd, møbler, dragter, fotos, breve mm. Privatpersoner har gennem de seneste år skænket yderligere genstande til samlingen. De nuværende fysiske rammer gør det desværre ikke muligt at få det fulde udbytte af disse donationer; hver eneste kvadratmeter er allerede udnyttet fuldt ud, og mange interessante og fine effekter forsvinder således i mængden – eller må opmagasineres andetsteds.
En lang proces og lang vej til første spadestik
Tilbage i 2009 kontaktede Lokalhistorisk Forening sammen med byens Handelsstands- og håndværkerforening det lokale arkitektfirma LBB3 med henblik på at få belyst en mulig udvidelse af museet. Henvendelsen resulterede i det projekt, som nu skal realiseres, og til det, er der brugt en del tid på at søge midler.
Men nu kan det mangeårige arbejde på at få opfyldt ønsket om nye udstillings- og aktivitetsbygninger og attraktive uderum ved det lille Lokalhistoriske museum i Ålbæk gå i gang. Første spadestik tages fredag den 24. juni kl. 16.00 ved Simons Raaling, Engvej 4 i Ålbæk, hvor alle interesserede inviteres. Ligeledes indbydes virksomheder, foreninger og fonde, der med donationer har gjort dette muligt. Realdania er –under kampagnen – byggeriets Ildsjæle, hoveddonatør på projektet, som også har modtaget støtte fra fonde så som ENV, Spar Nord, Roblon og fra LAG-Vendsyssel samt Frederikshavn Kommune. Projektet er nu snart i mål med ønsket om at bygge bro mellem gammelt og nyt ved at gøre historien – den kulturelle, geografiske og sociale historie for Raabjerg Sogn i Vendsyssel – tilgængelig for nutiden.
Byggeriets omfang
Museet består i dag af 5 bygninger og skure placeret på ejendommens 3 matrikler. Den primære bygning, selve Simons Raaling, et stuehus fra ca. 1780 – byens ældste hus – er opført i bindingsværk med stråtag.
Udvidelsen består af fire bygninger, hvor af det største, den nye udstillingsbygning, er tænkt som et simpelt træhus, en moderne og visionær tolkning af stakladen, der med sine synlige bindingsværklignende trækonstruktioner og traditionelle håndværksmæssige løsninger og samlinger i sig selv beretter om gamle håndværkertraditioner.
Ét stort rum, med mulighed for udstilling af større redskaber, historiefortælling og undervisning. De tre er mindre bygninger. Den første rummer fiskeriudstilling og en gammel kuttermotor, den anden indrettes til smedje og i den tredje udstilles håndværktøj og husgeråd. Alle bygninger udføres i træ.
Udvidelse og jubilæum samme år
Formand for Lokalhistorisk museum, Knud Bilde, som kan træffes på 30960938, fortæller med forventning om projektet og nævner i øvrigt, at Simons Raaling og Lokalhistorisk Forening i år har 25 års jubilæum, som fejres d. 25. juni med tørvegravning.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Simons Raaling skal udvides' til en bekendt