
”Frederikshavn Kommune har kigget på, hvad er det bedste vi kan gøre for de her børn, og der har vi fundet frem til, at for at vi kan lære børnene dansk så hurtigt som muligt, som jo er afgørende for at deres integration, så er overgangen til at være skolebarn rigtig vigtig. Derfor vil vi med det nye Modtagecenter skabe rammer for, at det sker,” siger Christina Lykke Eriksen, formand, Børne-og Ungdomsudvalget, Frederikshavn Kommune.
Første skoledag på nyt Modtagecenter
8. august 2016 - kl. 9:34 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune åbner i dag – første skoledag efter sommerferien – et nyt modtagecenter for udenlandske børn i kommunen. Centret er målrettet de børn, der skal gå i skole, men som ikke taler dansk
For de fleste børn er første skoledag efter sommerferien en dag, de ser frem til i lang tid, og det er det ikke mindst for den gruppe børn, der mandag begynder på Frederikshavn Kommunes nye Modtagecenter for udenlandske børn. Det er nemlig her, de for alvor begynder det nye liv som skolelev i Danmark, uanset om de er her som fx flygtningebørn eller børn af forældre, der har været bosat udenlands. Fælles for dem er, at de ikke taler dansk endnu.
”Frederikshavn Kommune har kigget på, hvad er det bedste vi kan gøre for de her børn, og der har vi fundet frem til, at for at vi kan lære børnene dansk så hurtigt som muligt, som jo er afgørende for at deres integration, så er overgangen til at være skolebarn rigtig vigtig. Derfor vil vi med det nye Modtagecenter skabe rammer for, at det sker,” siger Christina Lykke Eriksen, formand, Børne-og Ungdomsudvalget, Frederikshavn Kommune.
Skolegang handler også om at skabe relationer til lærere og øvrige elever, og for børnene i Modtagecenteret er det et forhold, der er ekstra vigtigt. Nye traditioner og nye omgivelser spiller ind og skal på plads for at gøre sprogundervisningen lettere.
”Vi skal se børnene an og hjælpe dem med at finde sig til rette i den danske måde at gå i skole på. I begyndelsen vil vi også invitere forældrene med, så hele familien er involveret i at skolegangen får en prioritet i hverdagen. For nogle børns vedkommende er det en let opgave, for andre børn bliver det en mere udfordrende periode de skal igennem. Og det er der, vi hjælper vi dem, så de hurtigere får mulighed for at integrere sig,” siger Birgit Bendsen, afdelingsleder, Modtagecenter, Frederikshavn Kommune.
Antallet af elever vil variere efter, hvor mange udenlandske børn, der flytter til Frederikshavn Kommune. Første skoledag begynder fem elever. I gennemsnit regner man med, at de skal være tilknyttet et par måneder, før de kan fortsætte skolegangen på kommunens folkeskoler. Det nye Modtagecenter får lokaler på Frydenstrandskolen på Abildvej 20 i Frederikshavn.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Første skoledag på nyt Modtagecenter' til en bekendt