
Bedfordbussen anno 1937 er på rette vej
14. august 2016 - kl. 7:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Hele 900 gæster har i løbet af sommeren sat sig til rette i Kystmuseet Skagens originale Bedfordbus fra 1937 og taget turen rundt i nogle af Skagens historiske kvarterer, videre til havnen og ud til Grenen. De tre frivillige chauffører, som på skift kører turen, kan næsten ikke få armene ned af glæde over bussens succes. ”Vi møder så mange forskellige og interesserede mennesker hele sommeren, og det er en stor fornøjelse at fortælle dem om Skagen. Det er tydeligvis en oplevelse for alle aldersgrupper” fortæller én af chaufførerne, Henrik Thomsen. Som chauffør skal man ud over at køre bussen også fortælle om Skagen undervejs, og i vinterhalvåret mødes chaufførerne i garagen en gang om ugen for at vedligeholde bussen.
Museet er også yderst tilfreds med udviklingen: ”Bussen er et kæmpe plus for museet. Vi mærker at gæsterne kommer glade tilbage efter turen, køber måske frokost eller souvenirs her og deltager derefter i andre af museets aktiviteter eller får lyst til at besøge museets afdelinger i Frederikshav og Sæby. Bussen er på den måde med til at lukke museet op mod omverdenen og blive synligt i gadebilledet en stor del af året” udtaler museumsformidler på Kystmuseet i Skagen, Ane Bjerg Thomsen.
Har man lyst til en tur i roligt tempo uden aircondition, varme i sæderne og lydisolering kan det sagtens lade sig gøre, da bussen kører hver man-ons- og torsdag helt frem til d.20. oktober. Billetsalget foregår på museet.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Bedfordbussen anno 1937 er på rette vej' til en bekendt