
Ghostbuster er efter tre årtier tilbage på biograflærredet, og det går ikke stille af.
To nye film i 3D i biografen
18. august 2016 - kl. 7:37 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
To nye film, der vises i Skagen Bio, er i 3D.
Den første, som har premiere på søndag eftermiddag, er for hele familien, men måske især for børn.
Det er animationsfilmen Kæledyrenes Hemmelige Liv
Når vi er hjemme, leger vi med dem, går tur med dem, kæler for dem og fodrer dem.
Men hvad laver vores hunde, katte, undulater, skildpadder, marsvin og så videre, når vi ikke er hjemme?
Den lille terrier Max venter tålmodigt på, at hans elskede Katie kommer hjem igen. I hvert fald indtil den dag, hvor hun kommer hjem med selskab til ham: et stort, pjusket gadekryds ved navn Duke. Deres strid om, hvad der er dit og mit ender katastrofalt, da de mister deres hundetegn og kommer i kløerne på kaninen Snefnug, der har organiseret alle New Yorks forladte kæledyr i en hemmelig hær i byens kloakker.
Heldigvis savner den forkælede skødehund, Glitter, der er håbløst forelsket i Max, dem og får organiseret ejendommens andre kæledyr i en redningsaktion, der får sat store dele af New York på den anden ende. Og alt skal klares, inden deres ejere vender hjem fra arbejde.
Filmen er med dansk tale.
Et gensyn
Tirsdag aften i næste uge er der premiere på endnu en film i 3D, og for nogle kan der være tale om et gensyn med figurer, der var aktuelle i biograferne for tre årtier siden – Ghostbusters.
Nu er Ghostbusters tilbage for at redde verden.
De to seriøse forskere, Erin Gilbert og Abby Yates, samarbejder om at skrive en videnskabelig bog, der skal bevise, at der lever spøgelser overalt iblandt os.
Bogen bliver rent faktisk udgivet, men afstedkommer ikke den store opmærksomhed – før et par år senere, da der sker noget meget, meget usædvanligt.
På det tidspunkt er det lykkedes Erin at blive ansat som lærer på Columbia University, men da hendes kolleger opdager, at hun har været med til at skrive ’spøgelsesbogen’, bliver hun hånligt grinet ud af campus og den akademiske verden.
I trods mod akademikernes selvfede snæversyn finder Erin nu sammen med de to andre Ghostbuster prospects, Julian Holtzman og Patty Tolan og sammen med deres sekretær Kevin, kaster de sig nu ud i det vildeste, sjoveste, men også lidt skræmmende eventyr i jagten på væsener, der ikke længere er af denne verden – men gerne vil udslette vores.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'To nye film i 3D i biografen' til en bekendt