
Uddannelsesmesse i Frederikshavn: Karrieren findes lige om hjørnet
8. september 2016 - kl. 7:57 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft og derfor er det vigtigt, at fastholde de unge i kommunen. Det er budskabet til folkeskolernes ældste klasser fra Uddannelsesmessen, der åbnede i Frederikshavn i går.
Svejseapparater, malerpensler og computere slås om de unges opmærksomhed i Maskinhallen i Frederikshavn. Uddannelsesmessen skal give de unge inspiration til hvilke karrieremuligheder, der er i det lokale erhvervsliv, og hvor mange uddannelser, der findes lige her hvor de kommer fra. Det er elever fra skolernes 8, 9 og 10 klasser, der prøver kræfter med at trække ledninger eller forsøger at regne den ud. 1600 elever er inviteret til messen, og arrangementet skal skabe synlighed om den mangel på kvalificeret arbejdskraft virksomhederne i området er begyndt at se tegn på. På landsplan skønner Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der allerede i 2020 kommer til at mangle 30.000 erhvervsuddannede i Danmark. I Frederikshavn Kommune er der ligeledes brug for at unge tager en erhvervsfaglig uddannelse på en af kommunens mange uddannelsesinstitutioner. Og bliver boende både imens og bagefter. Der er uanede karriereveje og fremtidsmuligheder, det handler bare om at få øje på dem, lyder det fra oplægsholderne på uddannelsesmessen, der også finder sted i morgen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Uddannelsesmesse i Frederikshavn: Karrieren findes lige om hjørnet' til en bekendt