
Elever fra Brovandeskolen klar til Skills-finale
15. september 2016 - kl. 10:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ca. 500 elever fra 8. klasse deltog i Skills Stafet på EUC Nord.
Fra d. 26. til 28. januar skal 8. klasse fra Strandby Skole og 8. klasse fra Brovande Skolen deltage i finalen for Skills Stafetten. Finalen afholdes ved det landsdækkende Skills Danmark i Gigantium, hvor 28 forskellige håndværkerfag dyster om at blive landets bedste tømrer, murer, smed, skibsmontør, ernæringsassistent osv. Skills Danmark blev også afholdt i Gigantium for 2 år siden og ved den lejlighed besøgte mere end 35.000 mennesker arrangementet i løbet af tre dage.
De to 8. klasser fra Frederikshavn Kommune viste deres værd i de forskellige små håndværkerkonkurrencer, som Skills Stafetten består af. I alt deltog næsten 500 elever fra alle grundskolerne i Frederikshavn Kommune. Konkurrencen løber af stablen i alle landets kommuner i disse dage, og vinderne mødes til en stor finale i Gigantium i januar.
Arrangør for Skills Stafetten i Frederikshavn Kommune er EUC Nord, og her er uddannelseskoordinator Kristian Holme Andersen tilfreds med dagen.
– Vi oplever at eleverne viser stor interesse for, at en skole kan se anderledes ud end de er vant til. Udover konkurrencen bliver eleverne også vist rundt på skolen og de mange forskellige værksteder – for mange elever er det første gang de besøger en erhvervsskole. De går til opgaverne med stor gejst og vinderne er typisk de hold, der er bedst til samarbejde og arbejde under tidspres. Præcis som vores erhvervsskole-elever oplever det i deres hverdag.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Elever fra Brovandeskolen klar til Skills-finale' til en bekendt