
Foto: Mads- Peter Neumann.
Kulturel sprællemand fyldte 80 år
26. september 2016 - kl. 9:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En af Skagens kulturelle sprællemænd fyldte i lørdags,den 24. september, 80 år. Igennem mange årtier har han sæson efter sæson fortalt om digteren og marinemaleren Holger Drachmann til fryd og fornøjelse for gæsterne i Drachmanns Hus.
Men i øvrigt spænder han vidt. Han kom til byen som skolelærer, startede teatergruppen Skawdram i Værkstedet på Hollændervej og var aktiv i Drachmanklubben fra første færd. Siden forlod han katederet på Kappelborgskolen og blev skrivende medarbejder på Ugeavisen og Skagens Avis.
Teaterinteressen var intakt, og Poul Bernth skrev adskillige af Svallerbakkens populære egnsspil. Senest har hans små, historiske gadespil de sidste somre trukket et stort publikum. Manden er dybt passioneret på det kulturelle felt, og hans bogsamling er imponerende. Hans store svaghed er den italienske hovedstad Rom, som han har besøgt utallige gange, og hvor han kender hver en piazza. Og så misser han ikke én meter af Tour de France, når det er ved de tider.
Fødselsdagen får ham næppe til at sætte dampen ned. Poul Bernth vil fortsat markere sig i kulturlivet – vær vis på det!
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Kulturel sprællemand fyldte 80 år' til en bekendt