
Ministerbesøg på toppen!
5. oktober 2016 - kl. 8:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Ved Venstre`s landsmøde i november 2015, blev en tilfældig kort samtale mellem Venstres gruppeformand MF Søren Gade og byrådsmedlem i Fr.havn kommune Pia Karlsen (V), startskuddet til, at ikke færre end 2 ministrer samt Søren Gade, mandag den 10. oktober aflægger visit hos deres Venstre kollegaer på toppen af Danmark – nærmere bestemt i Frederikshavn og Skagen.
Samtalen på landsmødet, handlede om hvorvidt fiskeriets samt det Maritime erhvervs vækstpotentialer i lige så høj grad som landbruget har betydning for Dansk økonomi. Pia Karlsen, der er bosat i Skagen, mener at netop disse 2 erhvervsområder, i den grad – ikke mindst i Danmarks nordligste kommune – har en ikke uvæsentlig betydning, i indsatsen for ”Et Danmark i balance – muligheder og vækst i hele Danmark”.
Søren Gade er heldigvis en mand, der gerne lytter og generøst tilbød han straks ”frit valg på ministerhylden”, såfremt vi havde noget på hjertet – og det har vi, siger Pia Karlsen, der ikke tøvede med at slå til, straks tilbuddet bød sig.
Jeg synes det gav rigtig god mening, at invitere både vores erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen samt transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt en tur nord på. Vi har så meget godt at byde på – men også udfordringer, hvis vi skal være med ift. ”Et Danmark i balance”.
Jeg er naturligvis stolt over, at være medlem af et regeringsparti, hvor man er klar til at lytte og jeg glæder mig over, at Søren Gade og de 2 ministre har taget sig tid til at komme på besøg i landets nordligste kommune. Intet er for småt eller langt væk for vores kollegaer på Christiansborg – det er bestemt noget jeg som Venstre politiker værdsætter.
Jeg har sammensat et program, hvor vi kommer godt omkring det lokale erhvervsliv og hvor gæsterne fra Christiansborg, får lejlighed til at se og høre, hvor meget der rent faktisk foregår her oppe.
Programmet indeholder bl.a besøg hos Frederikshavn Havn, hvor en investering på godt 600 mio til en udvidelse af havnen er godt i gang. Efterfølgende besøges Vestergaard Marine inden turen fortsætter til Skagen. Her aflægges et besøg hos FF Skagen, hvor ministrene vil blive præsenteret for flere af Skagens lokale erhvervs frontløbere, ikke mindst, når vi taler om at skabe vækst.
Repræsentanter fra Karstensens Skibsværft, Skagen Havn, Turisthus Nord, Skagerak Pelagic, Primeocean, Skagen Skipperskole, Skagen Beton samt Erhvervshus Nord vil hver især præsentere deres virksomhed og skitsere de udfordringer de møder, med henblik på fortsat vækstskabelse. Senere på dagen vil ministrene blive inviteret på en tur rundt på Skagen Havn, hvor de får lejlighed til at se nogle af de mange interessante virksomheder samt forskellige erhvervssegmenter havnen heroppe også byder på. Skagen Havn, Danmarks største fiskerihavn, byder nemlig på meget andet end fiskeri.
Den lange dag afsluttes med et offentligt møde kl 15.30 – 16.45 på Skagen Skipperskole.
Her vil vores 3 Christiansborg-politikere komme med hvert deres politiske oplæg. Efterfølgende får de fremmødte lejlighed til at stille relevante spørgsmål til de 3 politikeres arbejdsområder.
En af de største udfordringer for fortsat vækst på Danmarks nordligste spids, er i min optik, infrastrukturen. Både ift den manglende 3. Limfjordsforbindelse, men for virksomhederne i Skagen især i forhold til vejen ud og ind af Skagen. Desuden er et ordentligt beredskab og borgernes tryghed, vigtige parameter, når vi arbejder for at øge (og ikke mindst fastholde) vores bosætning. Den er nemlig essentielt, når vi skal sikre vores virksomheder den nødvendige arbejdskraft.
I Venstre Skagen tog vi i foråret initiativ til at starte en underskriftsindsamling, for en udvidelse af hovedvej 40 ved etablering af en 3 sporet vej fra Skagen til Aalbæk. Målet var at få samlet så mange underskrifter som muligt, inden ministerbesøget, idet vi så kunne sende de mange underskrifter, indsamlet hen over sommeren, med vores transportminister ”hjem” til Christiansborg. Vi er lykkedes godt med antallet af underskrifter – ikke mindst med stor hjælp for vores lokale handels-og erhvervsliv.
Når det offentlige møde slutter mandag eftermiddag kl 16.45, sender vi derfor ikke ministrene tomhændet hjem. Ud over de mange indtryk dagen forhåbentlig giver vores gæster, får de også et synligt bevis på, at vi har brug for deres opmærksomhed – til gengæld kan og vil vi, meget gerne være med til at skabe såvel vækst som som en stærkere national økonomi.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ministerbesøg på toppen!' til en bekendt