
Klitkoret på fantastisk tur til Italien
8. oktober 2016 - kl. 9:28 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Klitkoret:
Klitkoret er netop hjemvendt fra en fantastisk inspirerende tur til Italien.
Vi var inviteret af Instituto Musicale Bonaventura Somma i byen Chianciano Terme til at holde to koncerter i byen. En i byens kirke, og en på byens torv. Ved begge koncerter blev vi introduceret til det italienske publikum af såvel Luciano Pucello direktøren for ovennævnte musikinstitut samt byens turistchef Annarita Valeriani. Ved koncerten i kirken blev vi yderligere budt velkommen af byens viceborgmester. Alle tre fik overrakt officielle gaver fra Frederikshavn kommune med personlige hilsener fra vores borgmester. De havde gjort et kæmpe forarbejde, og bl.a. fremstillet stilfulde plakater der var ophængt mange steder i byen.
Kirken havde en fantastisk akustik, som gav alle i koret en stor oplevelse. Ved begge koncerter blev der samlet ind til jordskælvsofrene i det område, der ligger ca. 200 km syd for Chianciano Terme.
En fast bestanddel af dagene var øvetimer, men derudover var vi på inspirationsture til bl.a. et kloster, hvor vi oplevede gregoriansk korsang udført af munkene ved klosteret.
En anden del var oplevelsesture til f.eks. Sienna og Firenze. Begge disse byer er gamle magtcentre, og dermed også kulturcentre. Det blev til mange spontane sange forskellige steder. Blandt andet måtte en hvælving i Siennas konservatorium samt det imponerende torv Campoen i Siennas bymidte, lægge ører til korets sanglyst. Alle steder hvor vi sang, fik vi stor annerkendelse. Vi havde stor hjælp til ophængning af plakater m.m. fra ægtefæller/partnere også kaldet Klappernes Klub.
Klitkoret er nu tilbage i Skagen ladet med en masse kulturelle indtryk samt en masse sangtimer rigere.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Klitkoret på fantastisk tur til Italien' til en bekendt