
Intensive læringsforløb for unge
17. oktober 2016 - kl. 5:18 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Et styrket samarbejde mellem Ungdomsskolen og distriktsskolerne skal med intensive læringsforløb hjælpe unge i folkeskolens ældste klasser til uddannelsesparathed.
Nye karakterkrav og helhedsvurderingen af uddannelsesparathed forhindrer unge både fagligt og socialt i, at blive optaget på en ungdomsuddannelse. Derfor indgår Frederikshavn Kommune i et nationalt projekt kaldet Læringslokomotivet.
Læringslokomotivet har fokus på at udvikle faglige, personlige og sociale kompetencer hos unge ikke uddannelsesparate.
Faktaboks:
· Målet med læringslokomotivet er at flere opnår kvalifikationer til ungdomsuddannelser
· Projektet er støttet af Egmont Fonden, som arbejder for et godt liv for børn og unge.
· Projektet er forankret hos Ungdomsskoleforeningen, som støtter udviklingen af de danske ungdomsskoler
· 3 ugers forløb med intensiv undervisning, start efterår 2017
Med intensive læringsforløb er formålet på kort sigt at kickstarte en udviklingsproces hos elever på 7. og 8. klassetrin. På længere sigt skal de intensive læringsforløb resultere i, at alle deltagende elever opnår karakteren 02 eller højere i dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. De intensive læringsforløb giver elever i udskolingen en chance for at opkvalificere deres skolegang fremadrettet.
I Frederikshavn kommune indgår udvalgte elever i et 3 x 1 uges læringscamp (med overnatning), hvor eleverne bliver undervist i dansk og matematik samt opnå en positiv udvikling af personlige og sociale kompetencer. Det er målet, at 20 elever deltager på den første camp, som afholdes i efteråret 2017.
”Vi ønsker med forløbet, at bidrage til at flere unge bliver uddannelsesparate og udvikle flere værktøjer til understøttelse af de unges læring”: Udtaler distriktsskolelederne.
I et samarbejde med 19 andre kommuner og Ungdomsskoleforeningen er målet at gøre op mod 600 unge uddannelsesparate gennem intensive læringsforløb i ungdomsskoleregi. ”Ungdomsskolen er en naturlig partner i folkeskolens og andre aktørers arbejde med de unge i vores kommune. Vi har en bred erfaring med et fleksibelt samarbejde på tværs af kommunen, samt stor erfaring med en række forskellige aktiviteter målrettet de unges behov. Vi glæder os til at samarbejde med distriktsskolerne om forløb, der skal understøtte faglig, personlig og social udvikling.” udtaler Christian Nonboe Mikkelsen fra Ungdomsskolen.
Projektet er støttet af Egmont Fonden, og muliggør en fælles indsats for de unge, som løber over en treårig periode.
Frederikshavn Kommunes Ungdomsskole er kommunedækkende med 10 kl, heltidsundervisning og almene tilbud. I forlængelse af folkeskolereformen har vi partnerskaber i alle skoledistrikter og et tæt samarbejde med folkeskolerne omkring forskellige indsatser for unge i kommunen.
Frederikshavn Ungdomsskoleser i den forbindelse indsatsen om udvikling af turboforløb for ikke uddannelsesparate. Et naturligt, next step i samarbejdet om den fælles opgave om at få flere uddannelsesparate unge i vores kommune.
Udfordringer med målgruppen
Frederikshavn kommune har 140 elever i 8 kl. og 140 elever i 9 kl., der er vurderet ikke uddannelsesparate(UU-kvartalsrapport). Frederikshavn Kommune ønsker at understøtte de ikke uddannelsesparate unge og derfor etableres dette tilbud.
Frederikshavn kommunes ungdomsskole har partnerskabsaftaler og samarbejder med distriktsskolerne i kommunen omkring valgfag og læringsprojekter. Dette samarbejde styrkes yderligere ved etableringen af dette nye projekt.
Uddannelsesparathed
En del af landets 8. klasses elever vurderes ikke-uddannelsesparate og opfylder ikke de faglige, personlige eller sociale kompetencer i uddannelsesparathedsvurderingen. En helhedsvurdering af eleven er ikke nok til at sikre, at eleven efter folkeskolen kan fortsætte på en ungdomsuddannelse. Nye karakterkrav forudsætter, at man minimum opnår karakteren 02 til folkeskolens afgangsprøve i både dansk og matematik.
Dette har medført en gruppe unge, som for et par år siden ville være kommet ind på en ungdomsuddannelse, men som nu ikke opfylder kravene. Ønsket for de unge er bedre forudsætninger, så denne gruppe unge kan komme godt videre efter folkeskolen. Dette understøttes blandt andet ved at tilbyde intensive læringsforløb.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Intensive læringsforløb for unge' til en bekendt