
Konkurrence: Hvad skal fyret hedde?
17. oktober 2016 - kl. 11:55 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Naturstyrelsen udskriver nu en navnekonkurrence for det kommende oplevelsescenter for fugle i Skagen …
Det Grå Fyr skal have nyt navn. Fremover skal fyret nemlig ikke guide skibe, men i stedet være et internationalt fyrtårn for formidling af fugle og fugletræk.
For at finde det bedst mulige navn udskriver Naturstyrelsen nu en navnekonkurrence. Det bedste navn udløser fri adgang til oplevelsescenteret i et år.
– Oplevelsescenteret bliver et pejlemærke i international klasse for fugleinteresserede og for formidling af videnskab om trækfugle. Der kommer både udstillinger, ringmærkning og Skagens bedste udsigt over Grenen. Vi er på udkig efter et navn, der kan inspirere turister fra nær og fjern til at lægge vejen forbi oplevelsescenteret, siger fuglecenterleder Jacob Funder fra Naturstyrelsen i Vendsyssel.
Hvis du har lyst til at deltage i konkurrencen, skal du indsende dit forslag til vsy@nst.dk inden 26. oktober 2016 kl.13.00. Man må godt sende mere end ét forslag. Læs mere om kravene til navnet i tjeklisten nedenfor.
Skagen er samlingsted for trækfugle
I Skagen kan man hvert forår opleve tusindvis af trækfugle, som samles på Jyllands nordligste punkt, inden de skal ud på turen over Nordsøen på vej mod ynglepladserne højt mod nord.Naturstyrelsen lejer fyret af Realdania og står bag oplevelsescenteret sammen med Dansk Ornitologisk Forening, Turisthus Nord og Frederikshavn Kommune.
Nordea-fonden har med 12 mio. kroner sikret, at Naturstyrelsen kan gå i gang med at lave nye udstillinger i fyrets bygninger, der totalrenoveres til formålet. Oplevelsescenteret forventes indviet i foråret 2017.
Tjekliste til det det nye navn
Vær sikker på at dit forslag lever op til de formelle krav, inden du sender:
Temaet omkring fugle skal indgå i navnet.
Ordet ”Skagen” som brand skal indgå i navnet.
Fugletræk som et internationalt fænomen kan indgå i navnet.
Der skal findes et navn på både dansk og engelsk, men man er velkommen til kun at indsende et dansk eller et engelsk navn eller et navn, der kan bruges på begge sprog.
Navnet bør være så kort som muligt.
Forslag til undertitel modtages gerne, men er ikke en del af bedømmelseskriterierne.
Husk at navn og kontaktoplysninger skal fremgå, når du indsender dit forslag.
Naturstyrelsen forventer at offentliggøre vinderforslaget senest primo januar 2017. Naturstyrelsen forbeholder sig ret til ikke at benytte navneforslagene. Offentliggørelsen af vinderforslaget sker på Naturstyrelsens hjemmeside.
Kilde: Naturstyrelsen
23 kommentarer til “Konkurrence: Hvad skal fyret hedde?” under annoncerne.
Noget kunne tyde på, at Naturforstyrelsen har fået pip!
Noget tyder på, der er en styrelse for meget i det danske samfund? jeg spør bare.
Hvordan skal man putte både Skagen og et fuglenavn ind i et “Fyrnavn”? Skal der også laves en mindre Heliport for trætte fugle på toppen?
Hvor langt vil skagboerne lade sig gøre til grin af Naturstyrelsen?
Arkitekten der tegnede dette fortræffelige brand for Skagen hed N.S. “Nebelong” – var det nu ikke en bedre ide, at hædre dette menneske, som man har hædret så mange andre, fra Skagens fortid?
Vi har jo ude i horienten, både “Vinga” og “Trubaduren” hvor man kan se Sweepet i mørket…
Hvis intet andet så måske “SKAWVING” så er både fugl og bynavn med?
Og så vil jeg håbe fyret ikke slukkes fremover!
mvh.
J.Ne.
eller
Skagen Trækfuglestation
” KRATLUSKERNE ”
adr.DET GRÅ FYR
Skagen Fuglefyr. Det gamle Grå Fyr.
Fuglefyret
eller
Fjerkræfyret
eller
Pipfyret
eller
Gråtårn
Venlig hilsen
Anders Jørgensen
Det grå fyr ja det har det heddet i mange år. Ankermedetskole det hed den før nu hedder den Skagenskolen,,, det hed også i folkemunde Høwi nu siger de Gammelskagen,,,ja så´n er der så meget….
Man kan lave navne-konkurrence, man kan udråbe en vinder og man kan på papiret ændre navnet.
Men i folkemunde vil der gå generationer, før fyret kommer til at hedde noget andet end `Det grå Fyr.
Skagboerne vil jo nok altid kalde det grå fyr for Det grå Fyr og fred med det, men at skulle lancere et så fantastisk fuglecenter ude i den store verden med navnet Det grå Fyr giver jo ingen mening. Selvfølgelig skal der findes et internationalt navn som beskriver projektet og brander Skagen…. Og så skal vi være stolte af renoveringen og projektet, som tyder på at blive intet mindre end fantastisk??
Vi skal passe på, der ikke bliver for megen forvirring omkring navnet.
Mange i Skagen ved ikke at Kystmuseet er det samme som Fortidsminderne, som i mellemtiden også hed Skagen By og Egnsmuseum.
Det grå Fyr vil vel for mange altid kun hedde Det grå Fyr.
Det Grå Pipfyr, fordi det er det rene pip at døbe det om.
Hvis en ornitolog fra en anden landsdel spørger efter Skagen Fuglestation eller lignende, vil der ikke være mange fastboende, der vil ane, hvor de skal vise ham hen.
det grå fyr selvfølgelig, skal man ændre noget kan man jo kalde bestyreren for fuglefænger i stedet for fyrpasser.
Selvfølgelig Det Grå Fyr som det altid har heddet.
Det fyr har altid heddet “Det grå fyr” eller “Lange Maren” hvorfor ændre det nu, er der noget i vejen med de navne?
Det er da besynderligt. som man ønsker at ændre alt det bestående til noget ingen kender, fra noget alle kender.
blev det ikke kaldt LANGE MAREN i fordoms tiier. ???
Indkørselen og parkeringspladsen bliver nedlagt, den flyttes til området mellem det Grå fyrs have og Kystudkigshytten. Der vil også blive opsat P-automat på den nye parkeringsplads.
Skagen fugle fyr.
Siden det blev bygget har det altid været kendt som – Det grå fyr-, lad dog være at prøve at ændre det. Det vil alligevel aldrig blive kaldt andet.
Det grå fyr!
Ligegyldigt hvad man vil “døbe”det … Vil det ALTID være ….DET GRÅ FYR ….og det er jo fantastisk … Man skal ikke altid lave ting om , når noget er godt ??den ville være god 1 april….knus Anne Madirazza
For tre uger siden sejlede jeg for første gang i – 16-17 år forbi Skagen med det Grå Fyr om styrbord – og jeg kan da godt love, at det viser vejen for skibe, søfarende og skagboer 🙂
Det var noget mærkeligt noget, Det vil altid være det grå fyr!!
Det grå Fyr….som det altid har heddet.
Hvis fyret ikke længere skal kunne “ses” og både Skagen og fugle skal indgå i navnet så er betegnelsen “Skagen grå stær” måske værd at overveje :-O
Fremover skal fyret ikke mere guide skibe, skal det så guide fugle? Navnet er og bliver Det Grå Fyr (Skagen fyr).