Skagen gør klar til den vigtigste dag i en andens liv

Skagen gør klar til den vigtigste dag i en andens liv

17. oktober 2016 - kl. 8:22 - af

Når indsamlere om godt en måned stemmer dørklokker i Skagen for at samle penge ind til Dansk Flygtningehjælp, er det med budskabet om, at selv de mindste beløb kan sikre livsnødvendig hjælp til folk på flugt i verdens brændpunkter. Derfor søger Dansk Flygtningehjælp nu efter indsamlere i Skagen, som vil være med til at redde liv.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at verden lige nu oplever den største flygtningekrise siden 2. verdenskrig, hvilket har udløst et enormt og akut behov for nødhjælp i blandt andet Syrien og nabolandene, hvor Dansk Flygtningehjælp arbejder. Det kan virke som en uoverskuelig opgave at ville hjælpe de flere end 65 millioner mennesker på flugt, men som indsamler for Dansk Flygtningehjælp den 6. november, er man med til at sikre konkret og mærkbar hjælp og beskyttelse til flygtninge i nærområderne.

”De 1.000 kroner, som en indsamler typisk når at samle ind på blot tre timer, gør en enorm til forskel ude i verden”, siger koordinator for indsamlingen i Skagen, Kim Hedemark, og fortsætter: ”med de penge, som vi blandt andet samler ind i Skagen, kan vi uddele helt basal nødhjælp som for eksempel rent vand, mad, tag over hovedet og varmt tøj til mange af de børn, voksne og ældre, som har måttet forlade deres hjem.”

Fra Skagen til resten af verden

Sidste år samlede danskerne godt 20 millioner kroner ind, som blandt andet gik til at forbedre de dårlige forhold for syriske flygtninge i Bekaa-dalen i Libanon. Her oplevede den 25-årige Salman, hvordan hjælpen, bogstaveligt talt, varmede, blandt andet takket være en god indsamling i Skagen.

”Dansk Flygtningehjælp har ordnet vejen, så lejren ikke synker i mudder, og vi har fået madrasser, tæpper og vinter-sæt til vores telte, så vandet kan holdes ude. Hjælpen har ændret vores liv”, siger Salman, som også har fået varmt tøj til de kolde vintre.

Og ifølge Kim Hedemark er der lige nu alvorligt brug for hjælp i flere af verdens brændpunkter: ”Desværre er der ikke udsigt til, at konflikterne i blandt andet Syrien eller Sydsudan stopper foreløbig, og antallet af flygtninge stiger dag for dag,” fortæller Kim, som håber at høre både knitren og klirren fra indsamlingsbøsserne søndag den 6. november. ”Heldigvis tager danskerne rigtigt godt imod os, når vi banker på deres dør, og vi håber, at mange vil melde sig som indsamlere og være med til at gøre søndagen til den vigtigste dag i en andens liv.”

Dansk Flygtningehjælp samler ind søndag den 6. november i hele Danmark. Overskuddet fra Landsindsamlingen går direkte til arbejdet med at hjælpe flygtninge i nærområderne. Blandt andet i Syrien og Sydsudan, hvor der nu er kæmpe udfordringer på grund af konflikter og krig. Meld dig som indsamler på www.flygtning.dk/landsindsamling eller på telefon 3373 5111

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagen gør klar til den vigtigste dag i en andens liv' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger