
Fra Skolemark til bypark med sansehave og petanquebane
26. oktober 2016 - kl. 8:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skolemarkens store forvandling er allerede godt i gang, og til foråret vil den store grønne plads i hjertet af Skagen være forvandlet til grøn park med bl.a. sansehave, grillpladser, petanquebane, og et plateau, der kan tages i brug som scene ved forskellige events.
Går du en tur forbi Skolemarken i Skagen, kan du se, hvordan Park & Vej allerede er godt i gang med at skabe Skagens nye bypark. De anlægger stier, opsætter plankeværk og sår græs.
- Vi er på nuværende tidspunkt i gang med det indledende anlægsarbejde. Det er det grove arbejde, som kan se en smule voldsomt ud. Men det bliver rigtig flot, når byparken står klar til indvielse. Vi forventer at afslutte anlægsarbejdet til foråret, hvor væksten er i gang igen, fortæller Jacob Markmann, Naturkonsulent i Park & Vej.
Bypark i hjertet af Skagen
Den nye bypark er attraktivt placeret midt i Skagen, overfor Kulturhuset Kappelborg og op ad Assistens Kirkegården, hvor flere Skagensmalere ligger begravet. Den gode beliggenhed betyder, at rigtig mange skagboer – og gæster – i forvejen besøger området omkring den kommende bypark. Derfor forventes det også, at byparken bliver et stort aktiv for rigtig mange, når den står klar til foråret.
- Vi glæder os til at se det færdige resultat, og ser frem til at følge, hvordan den nye bypark kommer til at understøtte såvel dagligdag som kommende arrangementer i Skagen. Byparken bliver indrettet med en stor åben plads i midten, så den kan aktiveres under forskellige events, siger Bent Petersen, Projektleder i Ejendomscenteret.
Uden om den åbne plads, bliver der etableret grillpladser, sansehave og petanque-bane. Parken udstyres med bænke, stisystemer og hyggekroge, hvor man blandt andet kan slå sig ned og spise en medbragt madpakke. I den nordlige ende bliver sansehaven anlagt med duftende planter og bær, man kan plukke og spise. Den vil stå i fuldt flor til sommer.
Planerne for Skolemarken har været undervejs et stykke tid, og den færdige skitse for byparken er et resultat af flere borgermøder, som kommunen har afholdt i samarbejde med Skagen Byting. Borgere og foreninger har på den måde sat deres præg på, hvordan byparken kommer til at se ud. Ideer og inputs er efterfølgende tilpasset og gennemarbejdet af Kommunens Ejendomscenter og Park & Vej, således at de passer ind i den økonomiske ramme for projektet – og ikke mindst de politiske visioner for området. Anlægsprojektet er igangsat af Teknisk Udvalg.
11 kommentarer til “Fra Skolemark til bypark med sansehave og petanquebane” under annoncerne.
















Fint der sker noget med skolemarken, men der er mangel på parkerings pladser her i byen, der skules laves en lille undersænket P-plads til X antal biler, kunne så bruges til P-plads om sommeren og overrisles med vand når der kom frost, så var der et fint skøjteområde til børnene, kun en tanke 🙂
Der er vel ikke nogen grund til at hælde multibanen af brættet hvis den kan etableres “gratis”. Jeg tror det er vigtigt vi ikke glemmer børnene og de unge i byens projegter.Lad os nu skabe et område til gavn for så mange aldersgrupper som muligt.
Hvis argumentet for ikke at opføre multibanen er at vi har højest 1 i byen i forvejen, kan jeg da godt nævne flere end 1 område i og omkring byen hvor der både er træer, blomster og stisystemer.
Som jeg husker det, var det skagboer, der på borgermødet selv hældte multibanen af brættet, som det hedder nu om dage.
Det skete, som Peter Sørensen skriver, med henvisning til prisen, men også med henvisning til, at der i forvejen findes mindst 1 multibane i byen.
Hej Peter Sørensen.
Det var da godt nok ærgerligt at der ikke blev penge til en multibane, tror ellers at en sådan vil blive flittigt brugt måske endda i samme omfang som legepladsen og skaterbanen, de områder må da godt nok siges at være en succes.
Er det, som du skriver, økonomien i projektet der gør at multibanen ikke kan opføres, er der, som jeg ser det, en fornuftig løsning på det problem. EN “GRATIS” MINI ARENA. SE: http://www.miniarena.dk. Hvor der er vilje er der vel også en vej:-).
Man kan ikke lave en plan som tilgodeser alle synspunkter og ønsker, uanset hvor meget man anstrenger sig, men vi får en lille bypark i stedet for en stor parkeringsplads, eller hvad der nu kunne tænkes. Og tak for det.
Til Dan må jeg dog sige, at du ikke skal glæde dig for meget til en multibane, da den er pillet ud af projektet. Den er simpelt hen for dyr (når man kun har 1 million i år). Og til Rolf må jeg sige, at du jo nu får en sø mere på Grenen, og det er vel også et bedre og mindre forstyrret sted for de vilde fugle. Dbh. Peter Sørensen
Dejligt at der endelig sker noget. glæder mig til at se multibanens placering og det færdige resultat.
Rart af der endeligt sker noget på skolemarken til glæde for alle. Nogle “piper” over at der er ændret i tegningerne iforhold til mødet….De tegninger som vi fik forelagt var en hån mod alle interessenter…en “barnagtig” tegning og kommunale folk som nærmest ikke kunne svare på spørgsmålene….Så det er da godt af festivalen kom med et gennemtænkt oplæg til forbedringer af tegningen…Som jeg husker det er intet fjernet, kun placeringen af tingene er ændret..
MEN rart af se vi får en scene i højden i stedet for et hul på 1½ meter som børnetegningen viste.
Skal man brokke sig, bør det være over at der er afsat ca. 1.0 mio. til skolemarken og 8.0 mio. til rådhusøen i Frederikshavn
god weekend
Thomas Riis
En rigtig bypark har altid en sø – når vi mon at få Skagen bys første sø med i projektet?
mvh. Rolf Christensen/Grenen Fuglestation
bliver rigtig dejligt med en grøn oase lige midt i byen ,ingen tvivl om den vil blive flittigt brugt ,skønt at det er virkelighed nu ,glæder mig til sommer
@Annalise
Det ligner meget Skagen Festivalens forslag.
Referat fra teknisk udvalg kan ses her: https://goo.gl/OiBl2i
Dejligt at se skolemarken forvandles til Bypark. Dog undres jeg, da det var en lidt anden plan vi så til borgermødet, end den der nu sættes i gang.
Annalise