
Frederikshavn Krisecenter mangler flere frivillige
3. december 2016 - kl. 7:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Krisecenter er afhængig af de frivillige krisevagter, der hjælper med at drive centret sammen med de fem ansatte medarbejdere. Lige nu mangler centret flere frivillige.
Vi ved fra Socialstyrelsens statistikker, at de frivilliges indsats har en altafgørende betydning for, at de voldsramte familier, der bor hos os i kortere eller længere perioder, kommer godt videre til et liv uden vold, siger leder Inge Bergstedt.
Som frivillig krisevagt planlægger du selv dine vagter, som kan være i aften- og nattetimer på hverdage samt weekender og helligdage. Det forventes, at du har to vagter om måneden på tidspunkter, du selv planlægger. Du bliver en del af et spændende og dejligt fællesskab med de øvrige frivillige.
Dine opgaver er at være tilstede, passe telefonen og åbne døre, når nogen ringer på. Derudover skal du være tilstede for de kvinder og børn, der bor på centret, lytte, skabe hygge og bidrage med det der ligger naturligt for dig.
Samtidig med, at julen nærmer sig mærker centret, at alle, også de frivillige, gerne vil være hos deres familier.
– Så vi kan bare konstatere, at vi har brug for flere frivillige krisevagter for at kunne dække de vagter, der aktuelt er, og samtidig passe vore egne familier. Der er de fornødne sikkerhedsforanstaltninger på centret, så alle kan være trygge. De timer, hvor du skal være på vagt, er kvindernes fritimer, hvorfor der oftest er afslappet stemning og hygge, fortæller Inge Bergstedt.
Hvis du har tid og lyst til at være frivillig vagt på Krisecentret, skal du tage kontakt til Inge Bergstedt på inbn@frederikshavn.dk eller på 98 45 88 75.
– Du vil blive inviteret til et informationsmøde. Hvis vi sammen beslutter, at du skal starte som frivillig krisevagt, vil du skulle starte som ”føl-vagt” sammen med en mere erfaren frivillig, oplyser Inge Bergstedt.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Frederikshavn Krisecenter mangler flere frivillige' til en bekendt