
Arkivfoto.
Skagen i top: Her gives der størst rabat på boligen
6. december 2016 - kl. 6:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I det nordligste af landet får køberne forhandlet prisen ned på deres nye hus. Det er da også villaer og rækkehuse, der har de højeste forhandlingsrabatter.
Den helt rigtige bolig er fundet, men prisen er en kende for høj. Hvor meget sælger kan presses yderligere ned i pris, er forskelligt fra by til by og fra hus til lejlighed.
De største procentvise afslag får huskøberne på toppen af Danmark. Således blev der i Skagen gennemsnitligt givet et forhandlings-nedslag på husene på 9,6 procent i tredje kvartal. Det viser tal fra den uafhængige boligside Boliga.*
Derved står de nordjyske købere stærkere i forhandlingssituationen end den gennemsnitlige dansker.
På landsplan blev der nemlig i gennemsnit givet et forhandlingsafslag på 4,3 procent på villaer og rækkehuse i tredje kvartal, mens det tilsvarende tal for ejerlejligheder var to procent.
Københavnske købere får mindre rabat
En gruppe købere, der derimod har mindre held med at få justeret på prisen, var de københavnske lejlighedskøbere. Bare 0,6 procent i nedslag blev der givet i både København SV og NV, mens det i København S, på Nørrebro og Vesterbro endte med afslag mellem 1,4 og 1,6 procent.
Et tegn på, det går stærkt på det københavnske boligmarked, lyder det fra boligøkonom ved Syddansk Universitet, Gintautas Bloze:
– Der er pres på markedet i København, og det ved sælgerne godt. Så de kan sagtens nøjes med at give mindre afslag, fordi efterspørgslen er så høj, siger han.
Kun i det indre København og på Østerbro, får køberne forhandlet sig til større procentvise rabatter. Her ender afslagene på 2,8 og 2,6 procent.
De største procentvise afslag på lejligheder bliver givet i Horsens med 5,3 procent og Viby J. med 4,3 procent.
Her må huskøberne betale prisen
Det er dog heller ikke alle huskøbere, der får presset prisen helt så godt ned som skagboerne. Køberne i Espergærde fik således kun 1,5 procent i nedslag, mens det i Hvidovre var 1,7 procent og i Søborg var 1,9 procent.
En forklaring der hænger sammen med de storbyer, der ligger i nærheden:
– Oplandet til de største byer er stadig ikke så dyrt som inde i selve byerne. Men som efterhånden som presset og derved efterspørgslen stiger længere væk fra centrum, gør priserne det også. Og så bliver der ikke givet lige så store afslag, siger Gintautas Bloze.
Udover Skagen er det i Faaborg, Nakskov og Grenå, der bliver givet de største forhandlingsnedslag.
Her kan du se, hvor meget der bliver givet i afslag på lejligheder i din by.
Her kan du se, hvor meget der bliver givet i afslag på villaer og rækkehuse i din by.
* Boliga har opgjort forhandlingsrabatten i tredje kvartal 2016 på henholdsvis ejerlejligheder og villaer/rækkehuse. Forhandlingsrabatten er forskellen mellem den senest kendte udbudspris og salgsprisen. Der er kun medtaget postnumre, hvor der har været minimum tyve handler i perioden.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen i top: Her gives der størst rabat på boligen' til en bekendt