
Håber borgmesterkandidater træder mere i politisk karaktér
4. januar 2017 - kl. 7:59 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Søren Visti Jensen fra Sæby har denne Nytårshilsen, som begynder med en tak for alt godt i året der gik!
-Nu tager vi så hul på 2017, som jeg synes virker mere uforudsigeligt end vanligt.
Verden står overfor store udfordringer, som jeg ikke vil remse op her – blot konstatere, at de folk der på mere eller mindre demokratisk vis er sat til at løse dem, sjældent har virket mere inkompetente og ligeglade end det er tilfældet ved dette årsskifte.
Også her til lands ledes vi af politikere uden langsigtede visioner. Folk der lader sig trække rundt af populistiske folkestemninger, en sløv og overfladisk presse og sidst og ikke mindst en udpræget trang til at mele deres egen kage sammen med den velbjergede klasse man selv identificerer sig med.
Prisen herfor bliver at populister og dispoter kommer til magten i flere og flere lande, når folket i afmagt vender sig bort fra de partier er ellers traditionelt har varetaget den lille mands interesser.
Jeg håber virkeligt at magthaverne snart tager deres ansvar alvorligt og tager fat på at genopbygge verdenssamfundet fra bunden af – og ikke fortsat øger den farlige ulighed der i sidste ende kan ødelægge verden som vi kender den!
På det helt lokale plan er der i 2017 valg til kommunalbestyrelsen, og der tegner sig er et valg mellem to kvinder: Birgit Hansen og Jytte Høyrup.
Den siddende borgmester gør det godt, hvis man ser det som den vigtigste ambition at bygge en svag kommunes økonomi op – men fremadrettet vil det være rart med nogle flere visioner om, hvor vi skal hen i denne kommune.
Måske er der også områder – ingen nævnt og ingen glemt – der er blevet nedprioriteret og forsømt i den økonomiske genopretnings navn. Det ville være rart, om de to borgmesterkandidater ville turde træde lidt mere i politisk karakter i 2017, i stedet for bare at repræsentere to varianter af den samme politik!
Godt nytår fra gamle erfarne pessimist i Sæby!
2 kommentarer til “Håber borgmesterkandidater træder mere i politisk karaktér” under annoncerne.
Kære Marie
Vi har også brug for nogle politiske ildsjæle der vil genetablere Skagen Kommune.
Det “store dyr i åbenbaringen”, da storkommunerne skulle etableres var, at der ville blive skabt flere arbejdspladser. Fakta 1 : Kun 15 kommuner har fået flere arbejdsladser.
Fakta 2 : Frederikshavn Kommune har mistet mange arbejdspladser.
Venlig hilsen
Anders Jørgensen
Alle byrådsmedlemmer bør træde i karakter, for vi har brug for kompetente ildsjæle, der løbende følger op på de forskellige problematikker i kommunen – og f.eks. ikke bare sidder og venter passivt på en afgørelse mht kystsikring i Natur- og Miljøklagenævnet i halvandet år. Det er ønskeligt, at byrådsmedlemmerne kan kommunikere med deres medborgere også når der ikke er valg. Jeg håber, at der dukker nye kandidater op til næste valg, som har andre og bedre kompetencer end bare at være medlem af et politisk parti, ellers kan nærdemokratiet ikke fungere.