
Arkivfoto.
Skagen Havn styrker Vendsyssel Elite Badminton
5. januar 2017 - kl. 11:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Væksten på Skagen Havn medvirker til at styrke Vendsyssel Elite Badminton på sponsorsiden.
– Skagen Havn er for andet år træk en af vores tre hovedsponsorer og har inden da været sponsor i flere år. Med havnen som hovedsponsor åbner der sig andre spændende muligheder. Én af dem har netop resulteret i en ny fin sponsoraftale, oplyser formand Jan R. Jensen fra VEB.
S433 Gitte Torben ApS, ved fiskeskipper Erik Rasmussen, er ny sponsor for badmintonligaholdet, som mandag 9. januar spiller topkamp hjemme i Skagen mod Skælskør/Slagelse.
VEB er et holdfællesskab mellem badmintonklubberne i Skagen, Frederikshavn og Hjørring. Førsteholdet har siden 2006 været at finde i Badmintonligaen. Her har VEB netop sikret sig en Top 4-placering i grundspillet.
VEB’s spillere bor i Skagen i forbindelse med kampene i Badmintonligaen. Det betyder, at de tilbringer et par måneder i Skagen i løbet af sæsonen. Hjemmekampene afvikles normalt i Arena Nord i Frederikshavn, men de seneste par sæsoner er der bliver spillet én hjemmekamp i Skagen.
Opgøret på mandag i Skagen Sportscenter (Badmintonhallen) mod Skælskør/Slagelse bliver en sportslig lækkerbisken, hvor de to stærke hold kæmper om tredjepladsen.
Inden kampen er sponsorer og frivillige inviteret til spisning. Cafeteriet bliver fyldt til bristepunktet.
– Vi ser frem til kampen i Skagen. I al beskedenhed er vi stolte over, at Skagen har en klub, som kan gøre sig gældende i landets bedste række. Oven i løbet i en sportsgren, hvor Danmark tilhører den absolutte verdenselite. Det betyder, at publikum kan se frem til badminton i verdensklasse mandag aften, lover Jan R. Jensen.
Skælskør/Slagelse kommer til Skagen med flere af Danmarks absolutte topspillere, blandt andre Hans-Kristian Vittinghus, Line Kjærsfeldt, Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmusen samt Scott Evans fra Irland.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Havn styrker Vendsyssel Elite Badminton' til en bekendt