Selvom skibstømreren var et arbejdsjern, kunne han også finde ud af at holde fri. Han befandt sig godt i festligt selskab og var glad for at rejse.

Farvel til en lysende dynamo

17. september 2019 - kl. 9:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

På lørdag, den 21. september, ville skibstømrer Michael Venøbo være fyldt 57 år. Men sådan skulle det ikke gå. Efter kort tids sygdom, gik han i stedet bort i torsdags, den 12. september 2019. Vi er mange, som er efterladt i stor sorg.

At karakterisere Michael med hans uddannelse som skibstømrer, ville være alt, alt for fattigt, selvom der ikke er tvivl om, at han var dygtig til sit fag. Måske endda en af de dygtigste, som trods tilbagegang i fiskeriet formåede at drive virksomheden Gajhede & Thorsen på havnen i Skagen.

Men Michael kunne så meget andet. Virksomhedens motto, Making Lifetime, betegner også Michaels indstilling til livets øvrige forhold, som har gjort at hans netværk af venner og forretningsforbindelser rækker langt ud over bygrænsen og kongeriget.

Både som forretningsmand og privatperson var Michael manden, som fik ting til at ske. Det lærte jeg som hans svoger, da hans ti år yngre søster og jeg flyttede sammen i Nordsjælland. Michael erfarede, at vi manglede et køleskab til vores nye bolig. Vupti. To dage senere holdt der en fragtmand på gårdspladsen med et nyt køleskab. Selvfølgelig passede det i køkkenets dimensioner. Michael byggede ikke kun skibe, men stort set alt i træ og metal, skulle jeg sidenhen lære.

Køleskabet er blot et lille eksempel på Michaels handlekraft og generøsitet. Hvor andre stirrede sig blinde på problemer, så Michael potentialer. I 1998 investerede Gajhede & Thorsen i en 360 kvadratmeter stor byggehal og lykkedes med flere nybygninger af både, nærmest bogstavelig talt i skyggen af Skagens altdominerende vært, Karstensens, hvor Michael var udlært.

I takt med at fiskeriet fra mindre bådtyper gik tilbage, svandt mængden af ordrer naturligvis ind, men de mange kvadratmeter måtte jo have en funktion. Typisk for Michaels entreprenante ånd, kom lokalerne på Garnvej til at huse en stribe af succesfulde virksomheder, som sønnen Jens nu står med den store opgave at videreføre. Fra liftudlejning over event-service til produktion af kunstfærdigt designede unika-møbler. Michaels fantasi var lige så stor som hans realitetssans for gode forretninger.

Jeg kan godt mærke, at disse mindeord flakser lidt forvildede omkring som en sommerfugl sidst på sæsonen, der ikke rigtig kender sin retning. For hvem ser vi egentlig for os, når vi tænker på Michael? Skibstømreren, forretningsmanden, familiemennesket, mæcenen eller vennen? Skikkelserne er svære at skille ad og sådan må det være. Ikke fordi dømmekraften er svækket efter chokket over hans alt for tidlige afsked med livet, men på grund af Michaels karakterstyrke i alle facetterne. Ret beset tror jeg heller ikke, at det giver mening at beskrive Michael som enten det ene eller det andet. Han var både og.

På en (fed) måde, var Michael old school. I frokostpausen svingede han hjem på Musketervej og fik sig et stykke mad. Gerne sammen med sin Marianne, hvis han var heldig, at hun var hjemme. At Jens skulle overtage Gajhede & Thorsen i et klassisk generationsejerskifte, herskede der heller ikke tvivl om. Og de store mærkedage i familien blev ofte fejret i lokalerne på Garnvej, som har dannet ramme for mange fantastiske fester. Familie, venner og firma var hinandens forudsætninger – ikke modsætninger, som så mange andre oplever det på et moderne arbejdsmarked.

Old school kunne misforstås som gammeldags. Intet ville dog være mere forkert at sige om Michael. I stort og småt var han entreprenant. Fik han øje for en Christiania-cykel på Fristaden, så han ikke et fodformet flipper-køretøj. Han så et praktisk transportmiddel for sine folk, når de skulle have værktøjet med for servicere både i havnebassinet. Vupti. Og Michael blev manden, som indførte Christiania-cyklen i Skagen.

Selv var han som navet i cyklen, der drev et hjul med dynamoer, som fik pærer til at lyse både her og der. Gå en tur i klitheden netop disse dage og se havtornens bær stråle som små sole i det grågrønne landskab. Det er Michaels ånd. Han satte liv i mennesker og projekter omkring sig. Tog folk under sin kappe og fik dem til at lyse. De smukke bær er bitre, når du spiser dem rå. Sådan er følelsen også lige nu, men bevar billedet af manden, som så de tomme felter på banen og spillede bolden derhen. Sådan gik kampen aldrig i stå og nye muligheder for at lyse op og præstere, blev ved at opstå for spillerne omkring ham.

Michael efterlader sig kæresten gennem 8 år, Marianne, og fra tidligere ægteskab de voksne sønner, Jonas og Jens, samt svigerdatteren Josefine. Men også vi andre i familien, vennekredsen, forretningslivet og på havnen står tilbage med et kæmpe tab. Hullet der skal fyldes efter Michael, er enormt. Hans nærmeste har talt om, at han selvfølgelig da skal begraves i hjørnet af kirkegården nærmest Skagen Bryghus, som var et af hans steder. Det er en smuk tanke, at han skulle ligge der og rocke med, når musikken spiller og Skagen fester.

I godt selskab skabte Michael sin lifetime privat: Ofte med mange mennesker omkring sig i festligt lag. Lad os føre den ånd videre. Om der bliver tomt i hallerne på Garnvej uden Michael, er vi alle med til at bestemme. Vi skal huske hans måde at gribe tilværelsen an på og træde videre i de pedaler, som har drevet dynamoen og sat lys på havnen i Skagen.

Aslak Gottlieb (svoger)