
SeaMech vinder jobskabelsespris
12. oktober 2019 - kl. 7:32 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Læs om SeaMech længere nede i artiklen.
Nordjyllands mest succesfulde virksomhed er fundet:
Vinderen af erhvervsprisen Succesvirksomhed 2019 i Region Nordjylland blev Brønderslev-virksomheden Intech International. Det blev offentliggjort ved et prisevent i Musikkens Hus torsdag eftermiddag. Udover en samlet vinder blev der også uddelt særpriser inden for digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed.
Torsdag den 10. oktober blev regionsvinderen af Succesvirksomhed 2019 i Region Nordjylland offentliggjort ved et prisevent i Musikkens Hus i Aalborg. Det er Spar Nord og BDO, der står bag prisen, og en jury har fundet vinderen blandt i alt 200 succesvirksomheder i regionen.
Det blev Brønderslev-virksomheden Intech International, som leverer skræddersyede produktionsløsninger til fødevareindustrien, der løb med prisen som årets Succesvirksomhed i Region Nordjylland.
– 80 procent af vores omsætning sker på baggrund af eksisterende kunder. Vores motto er nemlig, at uanset hvor dårlig en aftale er for os, så skal den altid overholdes. Derfor oplever vi en stor kundetilfredshed, og det får mange til at komme igen, da de føler sig godt behandlet, fortæller marketingchef for Intech International Anette Juul Larsen og fortsætter:
– Vi er utrolig stolte af at modtage hovedprisen, som er en stor anerkendelse af vores virksomhed. Vi skal ikke være den største spiller i vores branche, men vi skal være den bedste – og det er den her pris et bevis på, at vi er. Prisen er desuden et stort skulderklap til vores dygtige medarbejdere, der hver dag udfører et fantastisk stykke arbejde med at servicere vores kunder uanset tid, det er på døgnet.
Udvælgelsen af de 200 succesvirksomheder er sket via et pointsystem, hvor alle virksomheder har fået tildelt mellem 0 og 20,5 point. Her har de nordjyske succesvirksomheder opnået et pointgennemsnit på godt 16,2 point. Derudover har succesvirksomhederne en stor egenkapital, hvilket vidner om, at regionen har et bundsolidt erhvervsliv, lyder det fra direktør hos Spar Nord Aalborg Chris Kjeldsteen:
– Ifølge vores analyser har de 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland haft en samlet indtjening på godt 1,7 milliarder kroner i det seneste regnskabsår. Det svarer til en indtjeningsvækst på 22 procent, når vi sammenligner med året før. De gode resultater har også smittet af på egenkapitalen, som er vokset til hele 4,1 milliarder kroner, blandt succesvirksomhederne. Hvis man ser bort fra Region Hovedstaden, har de nordjyske succesvirksomheder således en markant højere egenkapital end succesvirksomhederne i de øvrige dele af landet, siger han og suppleres af chefkonsulent Henning Boye Hansen fra BDO:
– Den største andel af succesvirksomhederne finder man inden for fremstillingssektoren, mens bygge- og anlægsvirksomhederne også er godt repræsenteret. Heraf er størstedelen koncentreret i Aalborg efterfulgt af Hobro og Hjørring. Intech International, som er årets vinder og ligger i Brønderslev, er derfor et godt eksempel på, at man i Nordjylland sagtens kan drive virksomhed med succes – både i og uden for regionens største byer. På den måde skabes der vækst og jobs på tværs af hele regionen.
Digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed på nordjysk
Inden for feltet af de 200 regionale succesvirksomheder blev der også uddelt tre andre priser ved regionsfinalen. De tre særpriser gik til de succesvirksomheder på tværs af regionen, som har udmærket sig positivt inden for henholdsvis digital omstilling, jobskabelse og bæredygtighed. Her blev Nørresundby-virksomheden Foamico, der udvikler og producerer højteknologiske rengøringsløsninger til fødevareindustrien, kåret som regionens digitale frontløber.
– Vi arbejder hele tiden med at udvikle vores interface i vores produkter. Det sikrer, at vi kan tilbyde vores kunder det enkleste og mest informative energioptimerede produkt, der er på markedet. Derudover arbejder vi hele tiden med at optimere vores it-systemer, så vores produkter også er markedsførende, siger CEO for Foamico Tommy Rysholt Andersen og fortsætter:
– Da vi er en mindre virksomhed, kan vores succes ikke være sket uden vores dygtige og loyale medarbejdere, der hver dag leverer et fantastisk stykke arbejde. Vi deler derfor prisen med alle i Foamico.
Skibselektronikfirmaet SeaMech, der har afdelinger i Skagen og Hirtshals, fik tildelt prisen i kategorien jobskabelse, mens Vrå-virksomheden Ventisol, som producerer plastvinduer og -døre, løb med prisen for den mest bæredygtige virksomhed blandt de 200 succesvirksomheder i Region Nordjylland.
– Vi har i mange år arbejdet hårdt og brugt mange kræfter på at få gode folk til yderområderne, hvor vi kommer fra. Dygtige medarbejdere kommer nemlig ikke af sig selv. De kræver en god arbejdsplads med loyalitet og stærke værdier. Derfor arbejder vi hver dag på at opretholde vores fantastiske arbejdsplads, hvor vi er åbne og lyttende over for medarbejderne, fortæller Tor Pedersen, der er direktør hos SeaMech, og fortsætter:
– Så vi rigtig glade for at modtage prisen for jobskabelse, da det vidner om, at vi er lykkes med at lokke flere dygtige medarbejdere til Skagen og Hirtshals.
Fra Ventisol forklarer direktør Leo Brander, at bæredygtighed er en vigtig del af virksomhedens DNA:
– Vi har i 37 år produceret et produkt, der ikke kræver det store vedligehold, og derfor er ressourcebesparende i hele dets lange levetid. Vi genanvender derudover altid spildmaterialer fra vores produktion samt udtjente plastvinduer og -døre. Og det er helt enestående, at de genanvendte materialer bliver til nye vinduer og døre. På den måde sikrer vi så få klimaaftryk som overhovedet muligt. Det gør vi, fordi vi mener, at bæredygtighed er ren og skær fornuft, siger han og fortsætter:
– Vi har været frontløbere inden for vores branche i mange år. Det er Ventisols DNA at genanvende og skåne miljøet, og bæredygtighed er blevet en central del af vores strategi. Det er derfor dejligt at blive anerkendt og hyldet for vores bidrag til en grønnere verden med så flot en pris.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'SeaMech vinder jobskabelsespris' til en bekendt