
Læserbrev: Det er da for ringe OPD.
6. maj 2020 - kl. 10:00 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Selvom alle offentlige arrangementer er aflyst i denne tid og vi derfor ikke skal skal samles om fejringen af 75 året for Danmarks befrielse, så er det alligevel for ringe at mindestenen for denne begivenhed er i en så sørgelig forfatning.
Mon ikke der kan findes midler til at få ordnet det!
Nok er kommunen fattig, men den skal vel ikke også være historieløs?
Med venlig hilsen
Jens Vadet Poulsen
Skagen
OPDATERET 6/5: Redaktionen har modtaget disse to billeder fra Hans-Jørgen Hjort, der tog billederne for 65 år siden.
Under kommentarerne er der kommet en interessant en fra Christen Justesen.
8 kommentarer til “Læserbrev: Det er da for ringe OPD.” under annoncerne.
Jeg har nu fået et svar fra kommunen ang. mindestenen på rådhuspladsen, og den bliver, som også en anden skriver, renoveret med tal og bogstaver.
Venlig hilsen
Irene Hjortshøj
Næstformand i Socialudvalget
Det var en god nyhed!
Tak til alle der har bidraget til at få sagen belyst og få gjort noget ved mindestenen.
Tak for at vores opmærksomhed blev henledt på mindestenens ringe forfatning.
Sagen er nu overgivet til en stenhugger, som vil renovere stenen og dens inskription.
Fremtidigt vil stenen være en del af rådhusets vedligeholdelsesprogram.
Peter Sørensen, Formand Plan- og Miljøudvalget
Som tilsynsførende arkitekt ved opførelsen af Skagen Rådhus 1967-69, for rådhusets arkitekt, professor Ejnar Borg, kan jeg fortælle lidt “historik”, om et af byens maritime mindesmærker.
Som forhistorien fortæller, blev rådhuset opført netop, hvor der lå den tidligere C.S. Møllers Købmandsgård, ejet af en af byens tidligere borgmestre, Søren Møller. (Læs herom i bogen “Søren Møllebygger og hans slægt”). Her lå indtil rådhuset blev opført, en østvest liggende længeejendom med købmandsbutik i vestdelen og bolig i østdelen. Ret nord herfor, ud mod Sct. Laurentiivej/Kirkevej, blev der på den grusbelagte forplads i halvtresserne etableret et maritimt mindesmærke, med det nuværende anker, hvilende på brostensanlagt “miniplads“, der samtidig markerede verdenshjørner.
Da rådhuset, som bygning, var opført, blev der anlagt en ny forplads, som en selvstændig udført entreprise, udført af et lokalt entreprenørfirma Arnold Grønbæk. Firmaets entrepriseleder var senere stadsingeniør Jan Jensen, Skagen.
Ejnar Borg fik til opgave, at indpasse/nyanlægge mindesmærket med ankeret og fik det placeret rytmisk i den stramt modulopdelte forplads. Selve mindestenen er også designet af Ejnar Borg, støbt i hvid beton af Grønbæk, med påskrift af bronzebogstaver.
Hvis kommunen holder mindestenen ren for alger, vil den igen fremstå hvidlig, fremfor, som nu, snavset.
Det var Skagen kommune, der økonomisk stod for fornyelsen, men vistnok en eller anden lokalforening, (marine- eller fiskeriforening), der i sin tid, stod for etablering af det oprindelige maritime mindesmærke.
Det vil Hans Nielsen, lokalhistorisk forening sikkert kunne fortælle meget mere om.
Christen Justesen
Jeg vil med det samme i morgen prøve at finde ud af hvem der har vedligeholdelsen af denne sten, så den kan blive renoveret hurtigst mulig.
Der er meget, man ikke forstår.
Når jeg er på besøg på Skagen Assistentskirkegård, undrer det mig, at der ikke er en blomst eller plante på gravstedet, hvor flere faldne soldater ligger.
Det ser lidt trist ud.
Kære Jens
Var det ikke en ide for Bytinget at samle ind til at få den sat istand ?
Jeg bidrager gerne.
Hvem satte den op i sin tid? Hvor stod den ?
Synes at kunne huske at jeg var med ved indvielsen, men meget forsvinder også i min erindring…
Hans-Jørgen
Jeg gav besked om det der for 3 eller 4 år siden, og jeg bor i Norge!