
Ny svømmehal til Skagen, tak!
12. maj 2020 - kl. 18:13 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I går, mandag aften, kom det frem at Skagen kultur- og fritidscenter er nødsaget til at lukke svømmehallen de næste 2 år grundet dyre og omfattende renoveringer.
… og det er ikke første gang at svømmehallen lukkes… i 2017 var den lukket store dele af foråret og sommeren, igen i 2018 hele sommeren og sidste år var der lukket i det meste af en uge grundet for dårlig vandkvalitet og nu lukkes den så helt i 2 år. Det er tydeligt at vores ellers højt elskede svømmehal er outdatet. Jeg ved ikke med jer, men jeg ser ingen anden holdbar løsning end at lukke helt for den nuværende svømmehal og bygge en ny svømmehal i stedet.
Der ligger jo faktisk allerede et tilbud på bordet, tilbuddet fra Trigon om at opføre en svømmehal mellem Lille Skagen og rundkørslen ved Senius. I det eksisterende tilbud kan vi få en topmoderne og lækker svømmehal for bare 50 millioner kroner. Vil kommunen ikke punge ud på én gang kan den også lejes for 5 millioner kroner om året.
Hvorfor skal vi i Skagen, en af landets førende turistdestinationer tage til takke med en gammel nedslidt svømmehal med markant ringere faciliteter og åbningstider end kommunens øvrige svømmehaller i Frederikshavn og Sæby? Luk den nuværende svømmehal og omdan lokalet til en multihal til glæde for byens foreningsliv og kulturaktører der således vil få endnu flere muligheder, og lad os så i stedet opføre en ny svømmehal som vi borgere og byens gæster fortjener og som vi burde have fået for længst!
Og lad mig så lige til sidst understrege at ovenstående ikke er et angreb mod Skagen kultur- og fritidscenter. De gør bare det nødvendige og jeg ved at de knokler på alt hvad de kan og jeg holder selv meget af at komme i huset. MEN, for der er et men… den nuværende svømmehal er ganske enkelt ikke længere en hverken holdbar eller rentabel løsning. Den skal repareres konstant og tilbyder kun en brøkdel af det en moderne svømmehal i en stor turistby skal og bør kunne tilbyde.
Mathias Rump Hansen
Bestyrelsesmedlem i DF Frederikshavn
2 kommentarer til “Ny svømmehal til Skagen, tak!” under annoncerne.
En rigtig god ide Mathias.
Jeg håber du har hele DF med dig – i 2016 stemte de daværende medlemmer af byrådet nemlig for en kommunal deponering af yderligere 5,1 mio til optagelse af endnu et lån til SKFC, bl.a til renovering af svømmehal.
– og dengang var drøftelsen om en alternativ løsning (Trigon og “Lille Skagen”) også aktuel.
https://www.skagensavis.dk/2016/12/22/byraadet-delt-vedr-energibesparelser-i-skfc.html
SKFC er et godt samlingspunkt i Skagen, jeg er sikker på, at alle både i bestyrelse og personalegruppe gør hvad de kan. Men det ændrer desværre ikke på fakta, nemlig at svømmehallen er en stor driftsudgift – med mange udgifter til løbende vedligeholdelse samt at SKFC igennem årene har oparbejdet en meget stor gæld.
Jeg håber oprigtigt, at du bliver hørt.
Vh
Pia Karlsen
Det simpelhen til grint at vi i en by som Skagen nu ikke engang kan tilbyde vores skolebørn en tur i svømmehallen…. hvad mon det næste bliver??