Ny stor flot motor hos Maskinrummet
23. juni 2023 - kl. 6:10 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Maskinrummet modtog torsdag formiddag en meget flot Crossley motor. Den er helt sikkert et besøg værd.
Motoren er bygget i Manchester i England i 1924. Den har oprindeligt produceret jævnstrøm på en kagefabrik i Groningen i det nordlige Holland. Motoren blev oprindeligt leveret med skib fra fabrikken i Manchester til Rotterdam og derfra via kanalerne til Groningen.
Motortypen er SE220. S betyder det er en sugegas motor der oprindeligt kørte på forgasset kul, tørv, træ, brunkul eller andre faste brændstoffer. E betyder at den er opbygget til dynamodrift og har altså produceret elektrisk strøm til maskinerne på kagefabrikken. Betegnelsen 220 står for 2 cylindre med hver 20 tommer i boring.
Yderligere er motoren speciel med svinghjulet placeret mellem de to liggende cylindre, og ikke på siden, som det er tilfældet for de fleste motorer. Motoren blev taget ud af daglig drift omkring 1955.
Gennem de seneste år er motoren renoveret af brdr. Juffer i Holland til en meget høj standard og fortsat helt original. Motoren er utrolig flot og fuldt køreklar med den originale dynamo bygget i Hengelo i Holland.
Crossley-motoren kan indtil videre opleves i den nuværende udstilling på Jollevej 4.
Den flotte motor kommer naturligvis også med i Maskinrummets nye udstillingscenter når det står klart.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny stor flot motor hos Maskinrummet' til en bekendt