Læs talen her!

Læs talen her!

24. juni 2025 - kl. 7:26 - af

Årets båltaler var Poul Madsen, forfatter, debattør, politisk analytiker og tidligere chefredaktør. Du kan læse hele hans tale her:

Det er en stor ære at stå her på Sønderstrand og holde båltale til Sankt Hans.

Jeg ser næsten for mig Holger Drachmann kommer spadserende længe nede ad stranden…

Det er store sko jeg træder ned i som efterfølger for erhvervsfolk, kulturpersonligheder og Prinsesse Marie.

Sidste år stod mange af jer sikkert også her og glædede jer til bålet … og det er i virkeligheden ret vildt at tænke på hvordan verden så ud dengang.

Selvom der var krig i Ukraine, virkede verden nogenlunde under kontrol.

Siden har alt ændret sig. 

Jeg ved ikke hvordan i har det når I står op om morgenen?

Men jeg starter altid med at tænke hvad har Donald Trump nu fundet på i nat.

I starten troede jeg han bluffede og grinede af hans tosserier, så begyndte jeg at tænke “hold nu op” mener han virkelig det og nu tænker jeg “det er jo et livsfarligt vanvid”.

Èn mands ego styrer hele verden.

Hver eneste dag de seneste 6 måneder har handlet om ham.

Alle må tilpasse sig hans luner.

De mægtigste ledere i G7 mødtes i sidste uge i Canada og måtte alle tilpasse sig Trump.

Normalt plejer de at holde plenum møder, men Trump vil heller mødes en til en.

Så det var alle lederne nødt til.

Men det gode er, at vi i Europa er blevet tvunget til at tage os sammen.

Vi kan ikke mere bare læne os tilbage og overlade det til amerikanerne at sørge for vi kan forsætte med at have frihed og demokrati. 

Men som helt almindelig dansker kan man mildest talt godt bliver overvældet og fuldstændig modløs. Det bliver jeg også ind i mellem.

Men det er i den situation vil skal søge mod hinanden og skabe en personlig modvægt til Trumps kaos.

Vi skal skabe fælles positive minder, der overskygger alt det ude i verden,  som vi alligevel ikke kan gøre noget ved.

Da jeg var barn, kom jeg hver sommer med min mor, far og søskende i Løkken eller Blokhus i et sommerhus til familiesammenkomst i min fars familie.

Min far var fra Vendsyssel og alle hans brødre og søster – og deres koner og mænd – og børn – og senere børnenes kærester – og endnu senere børnebørn boede alle her i Vendsyssel. 

Der var et leben og jeg elskede det.

Vi var aldrig under 50 og hvert år glædede jeg mig i uger forud. 

Arrangementet var ikke spor avanceret.

De voksne spiste sild og fiskefilet og drak øl og snaps, og vi børn legede i klitterne og blev senere på eftermiddagen kørt ned på stranden i folkevognen… gerne ti børn i samme bil – uden sikkerhedssele, helt uansvarligt… en enkelt gang sad min storebror ligefrem på taget. 

Og når vi havde badet i det iskolde salte vand, spiste vi is og ventede på et af de faste indslag, nemlig at onkel Johannes, der var lidt halv hellig, fik for meget snaps og blev sendt ud i bilen af sin skrappe kone for at dampe af.

Der sad han så og kogte, mens vi børn muntrede os med at hamre på bilruderne, så han vågnede med et spjæt.

Det er minder om noget dejligt som jeg har taget med mig hele livet …. og det foregik vel at mærke midt i den kolde krig, hvor vi på mange måder havde den samme frygt som vi har nu.

Men det jeg husker fra min barndom, er ikke frygten, men somrene i Løkken og Blokhus.

På samme måde forsøger jeg at skabe nye minder for mine børn, både store og små.

De store taler altid om somrene hjemme hos farmor, hvor de havde deres første overnatninger uden far og mor og mødtes med fætre og kusiner.

Så lå de på række og rad og sov i samme værelse…, plukkede hindbær og jordbær i farmors kolonorme have, … badede i en balje og red på ponyer hos naboen og fik koldskål med jordbær og kammerjunkere til aften.

Mange vil sikkert tænke at det er almindeligheder.

Men det er almindelighederne:

Det varme.

Det positive.

De gode timer sammen med dem vi elsker vi har brug for.

På samme måde vil jeg her til sommer bygge en hule i træet, hoppe på trampolin og spise koldskål med mine små børn i sommerhuset.

De store vil komme forbi med deres kærester og børn og vi vil drikke rose på terrassen og jeg vil sidde stolt for bordenden.

Vi vil gå på besøgsgården og kæle med kattekillinger og kælegrise sammen med naboens børn og lade ungerne løber ubekymret ud og ind hos hinanden.

Vi vil bygge videre på alle de skønne minder fra sidste år og tilføje nye med en forventning hos ungerne om at vi gentager og lægger på næste sommer.

Lad os derfor gå i gang med at skabe et fælles minde i aften.

Minder kommer ikke af sig selv.

De kræver en indsats på samme måde som det kræver noget af os at forsvare frihed og demokrati.

Om lidt vil vi stå ved bålet med familie, venner og bekendte  og sammen med en hel masse andre som vi ikke kender, men som er her for det samme som os:

at skabe et godt minde og en god aften.

Det har aldrig været vigtigere end nu. 

Tak for ordet og rigtig god Sankt Hans Aften.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Læs talen her!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger