Arkivfoto.
Stor donation til Skagen Gigt- og Rygcenter
22. januar 2026 - kl. 9:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Stor donation skal skabe mere hyggelige rammer for patienter på Skagen Gigt- og Rygcenter.
Støtteforeningen Skagen Gigt- og Rygcenters Venner har modtaget en donation på 115.000 kroner fra Melsen Fonden til modernisering og opgradering af centerets fælles opholdsrum. Formålet er at sikre, at centrets patienter får et mere behageligt ophold i indbydende lokaler.
Hvert år modtager Skagen Gigt- og Rygcenter cirka 450 patienter, som døjer med stærke smerter på grund af deres lidelser, og nu kan patienterne se frem til endnu bedre rammer på centret. Det skyldes, at Melsen Fonden har givet en donation på 115.000 kr., som støtteforeningen Skagen Gigt- og Rygcenters Venner vil anvende til at skabe et mere indbydende opholdsrum for patienterne. Foreningen bidrager med yderligere 50.000 kroner til projektet.
Skagen Gigt- og Rygcenter er beliggende i en tidligere hospitalsbygning, og det bærer fællesrummet præg af, så en modernisering er tiltrængt. Opholdsrummet anvendes flittigt af patienterne i aftentimerne under deres ophold, som typisk varer op til tre uger. Her mødes patienterne til socialt samvær og erfaringsudveksling om livet med gigt- og ryglidelser.
– Vi er meget taknemmelige for den donation, vi har modtaget. Den betyder, at vi er kommet et meget stort skridt nærmere vores mål om at gøre opholdsrummet langt mere hyggeligt for patienterne. Vi er overbeviste om, at bedre rammer vil styrke det sociale samvær, og vi er både glade og stolte over, at vores lille forening har fået så stor en donation, siger formanden for Skagen Gigt- og Rygcenters Venner, Kurt Kirkedal Jensen.
Skagen Gigt- og Rygcenter modtager patienter fra hele landet. Der er stor efterspørgsel på centerets tilbud, og Region Nordjylland har derfor besluttet at udvide kapaciteten. Når rammerne for udvidelsen er fastlagt, vil støtteforeningen i samarbejde med centrets ledelse gå i gang med indretningen af opholdsrummet.
– Vi hører mange solstrålehistorier fra patienterne, som har haft et ophold på Skagen Gigt- og Rygcenter – blandt andet fordi patienterne reducerer deres medicinforbrug og får bedre livskvalitet. Nogle patienter kan endda vende tilbage til deres arbejde, så der er ingen tvivl om, at centret har en kolossal betydning rent samfundsøkonomisk, siger Kurt Kirkedal Jensen.
Formand for Melsen Fonden, Anker Laden-Andersen, fremhæver betydningen af de fysiske rammer under patienternes behandlingsophold.
– Skagen Gigt- og Rygcenter gør en meget stor indsats for mennesker med gigt- og rygsmerter. Når patienterne opholder sig på centret i to til tre uger, er det vigtigt, at de har mulighed for et godt socialt samvær i behagelige omgivelser. Her spiller fællesfaciliteterne en central rolle, og vi vil gerne bidrage til at gøre opholdet så godt som muligt, siger Anker Laden-Andersen.
Ud over den store betydning for patienterne har Skagen Gigt- og Rygcenter også en positiv indvirkning på lokalområdet, fordi mange patienter benytter sig af kulturelle tilbud og handler i butikker i Skagen under deres ophold.
10 kommentarer til “Stor donation til Skagen Gigt- og Rygcenter” under annoncerne.

















Hvad med de borgere som ikke kan bruge offentlig trafik og som er afhængig af varmtvandsbassinget for at bibeholde deres funktionsevne.
Sørgeligt alt bliver lukket ned i skagen
Nu varmvandsbassin som bliver nedlagt som jeg har benyttet gennem flere år pgr.gigt.
Vad gør vi så?
Hvis det virkelig er sandt at Skagen Gigt-og Rygcenter vil nedlægge sit varmtvandsbassin mister det en stor del af sin tiltrækningskraft på gæsterne, som de indlagte kaldes.
Det er imidlertid værre hos naboen det kommunale Træningscenter Skagen, hvor forholdene er blevet meget forringet.
Pladsen til træning er indskrænket og dygtige terapeuter har forladt stedet.
Der er langt til det smukke og gennemtænkte træningscenter, som Skagen Kommune og Nordjyllands Amt skabte.
Hvor Skagboen med hjernetumor eller Parkinson eller kvinden der havde fået fjernet et bryst eller de snesevis af mere eller mindre invaliderende tilstande kunne behandles under fine forhold – herunder varmtvandsbassin – der er der sket store tilbageskridt.
Der foregår så vidt jeg ved stadig god optræning på det kommunale træningscenter, men i mindre omfang og under meget forringede forhold.
Det er på tide at træningslederen Helene Olsen forklarer, hvordan det kan forsvares i en by, der tidligere prioriterede et ordentligt træningstilbud til sine borgere.
Måske skulle politikerne aflægge Hans Baghsvej et besøg og finde ud af, hvad der sker på de to centre.
Pensioneret Fysioterapeut
Agnete Ellegaard Christensen
Jeg er medlem af gigtforeningen. Jeg har ikke kunnet anvende varmtvands bassinet i Skagen på grund af flere skinnebenssår. Nu havde jeg glædet mig til atter at deltage i træningen. Stor var min skuffelse, da jeg erfarede at bassinet bliver nedlagt, opfyldt for at gøre plads til flere rygpatienter. Fint nok, men der er velplads til at udvide ved siden af det eksisterende. Rygpatienterne har jo også stor gavn af den form for træning. Jeg håber gigtforeningen kan ruske op i kommune og region. Vi må ikke miste endnu en grund til at komme til Skagen og vigtigt, også for Skagboerne.
Ryg og Gigtcenter hører under Regionen.
Skagen Træningscenter hvor varmtvandsbassinet er hører under Kommunen, så det 2 forskellige ting selvom de samarbejder. Det er bare så ærgerligt, at alt i Skagen skal lukkes.
Ovenstående Ryg og Gigtcenter, samt Træningscenter var noget, som blev oprettet gennem dialog og samarbejde mellem Regionen og Skagen Kommune.
Kan det virkelig passe, at Frhavn kommune ikke har råd til at sætte temperaturen 2 grader op i varmtvandsbassinet i Skagen Træningscenter, så det kan bruges. Der er virkelig mange der har brug for det.
Det er helt urimeligt at nedlægge varmtvandsbassinet. Så bliver man som gigt-/genoptrænings-mm. -patient henvist til bassin i Frederikshavn. Alene transporten er nok til at forværre situationen for os, der bruger bassinet.
Ydermere er temperaturen i varmtvandsbassinet her i Skagen nedsat til 32 grader celsius efter Coronaepidemien, til trods for at temperaturen ifølge alle officielle anbefalinger tilsiger 33-35 grader celsius. Og tro mig, bare én grad gør stor forskel. I gigtforeningens regi er vi 8 brugere hver mandag eftermiddag, og siden Corona kan ingen af os holde ud at være i bassinet hele den tid, vi har til rådighed. Selv om vi konstant er i bevægelse, kommer vi uvægerligt til at fryse.
Endnu en centralisering til Frederikshavn, og endnu et tilbageslag for Skagen. Det er helt igennem urimeligt!
Jeg har som medlem af Regionsrådet bedt om en redegørelse for varmt vands bassinet fra adminstrationen/ledelsen i Region Nordjylland. Når jeg har modtaget den, så vil I høre nærmere.
Jeg er helt enig med Gert det er rigtig dejligt for gigt-og rygcenter men jeg har også hørt at man ikke mere kan bruge varmvandsbassinet, jeg er en af mange som bliver ramt jeg har gået der nu i et år og min krop har haft godt af det så det er rigtig træls da vi ikke har andre muligheder.
Det lyder rigtig godt at man har muligheden for at bruge ryg og gigtcenter og udvidelse af kapacitet. Men nu lukker varmt vands bassin. Så muligheden for at træne i varmt vand forsvinder, det vil ramme mange borgere i Skagen.