Læserbrev: Alle forventer noget særligt af Skagen
3. februar 2026 - kl. 5:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Detailhandelsekspert, Bruno Christensen:
Når trendforskere og reklamefolk bruger ordet oplevelses-økonomi bliver det let en teoretisk snak, der for de fleste ikke har meget med hverdagen at gøre.
Med stor sandsynlighed vil 2026/27 ændre på dette for Skagen, hvor et nyt stort museum på havnen vil tilføre byen en ny attraktion – et nyt oplevelsescenter.
Begrebet oplevelse vil blive et hverdags-ord for skagboerne, og forventningerne til et besøg i Skagen stiger til nye højder.
Den moderne verden af i dag har givet os alt fra klimabekymringer, inflation, krigsfrygt og kunstig intelligens sammen med en række følelsesmæssige behov, som vi ikke tidligere har oplevet.
Verden af i går, som vi kender, ser allerede anderledes ud i dag, og vil med stor sandsynlighed være meget anderledes i morgen.
Vi ved alle, at Skagen er noget specielt, men betyder det, at vi ikke behøver at tage bestik af den udvikling, der former morgendagens Danmark?
Jeg tror alle aktører i gågaden, i østbyen, havnevej og på selve havnen bør erkende, at Skagen, som alle andre byer står overfor store udfordringer. Vi ser et faldende befolkningstal i provinsbyerne samtidig med befolkningen bliver ældre. Hertil kommer en ændret befolknings sammensætning der vil ændre samfundet.
Der er tale om generelle tendenser, der også påvirker udviklingen i Skagen.
Alle forventer at Skagen byder på oplevelser. Oplevelser der differentierer sig fra hvad man kan opleve andre steder i Danmark.
De største og bedste oplevelser man kan få, er imidlertid mødet med venlige, glade og hjælpsomme skagboer, de er selve synliggørelsen af en by med høj livskvalitet.
Derfor er den første og vigtigste opgave at vinde skagboernes tillid, så også de føler, at de får en bedre oplevelse, og derfor med stolthed og glæde vil være byens reelle ambassadører.
Alle besøgende i Skagen forventer ikke bare ekstraordinære oplevelser, men i dag også en højere kvalitet.
Man kan med rimelighed forvente at Skagen giver kvalitetsmæssige oplevelser udover det almindelige. For at kunne give kvalitetsmæssige oplevelser er det en forudsætning, at man også tænker entertainment. Fordi vi alle gerne vil underholdes, når vi bevæger os rundt i byen.
Alle butikker, restauranter og hoteller bør derfor opfatte sig selv som værende i entertainment branchen.
Når man ser sig selv i entertainment branchen, betyder det at et besøg i butikken, i restauranterne, på museerne eller på hotellerne bliver en magisk oplevelse.
Specielle produkter kan være en magisk oplevelse, men det er mødet med andre mennesker, der gør den største forskel.
Kun ved at gøre det, man gør i dag endnu bedre i morgen, kan man skille sig ud fra mængden.
Helt specifikt gælder det i højeste grad om at vinde de unge for Skagen på en sådan måde, at de oplever byen som værende cool. At vinde de unge giver ny energi til byen og dens butikker, restauranter og hoteller – derfor.
En ny turistsæson venter lige om hjørnet.
De vinterlukkede butikker åbner snart igen for en ny sæson, og et par nye outlet butikker ser sandsynligvis også dagens lys i Skagen denne sommer.
Hos alle de eksisterende butikker er der ligeledes fuld gang i forberedelserne til en ny sommer med masser af gæster.
Same procedure as last year?
Nej; I år bør der komme andre boller på suppen.
Byens butikker, restauranter og hoteller skal gøre sig mere umage for at efterlade et indtryk der får de besøgende til at ønske sig tilbage til Skagen.
2026 skal være året, hvor kvalitet bliver synligt overalt i byen.
Hvem tager så ansvaret for, at alle i byen er indstillet på at løfte kvalitetsniveauet – og hvem skaber motivationen til et stærkere og mere målrettet samarbejde til gavn for byens borgere – og vores mange gæster?
Det var William Shakspeare der sagde: “The whole world is a stage”. Det gælder også for Skagen.
Butikker som restauranter og hoteller er en “scene”, hvor alle der optræder skal være professionelle og kvalitetsbevidste.
Hvis man hos alle aktører i Skagen sætter fokus på de detaljer, der er med til at skabe en kvalitetsoplevelse, og engagerer sig i byen og et loyalt samarbejde med alle øvrige, så skal det nok blive en god sommer og et godt 2026.
Detailhandelsekspert
Bruno Christensen
Lille Skagen
1 kommentarer til “Læserbrev: Alle forventer noget særligt af Skagen” under annoncerne.

















Kære Bruno. Respekt for din kærlighed og ambition for Skagen. Jeg fornemmer, at byen er opmærksom på dine fokus punkter. Alle ser behovet for udvikling. Dog med den begrænsning, som en sæson præget destination er underlagt. Vigtigst af alt: Vi har en vidunderlig platform!