Skagen Varmeværk etablerer ny hovedledning til fjernvarme

Thomas Rasmussen.

Skagen Varmeværk etablerer ny hovedledning til fjernvarme

7. februar 2026 - kl. 7:47 - af

Mandag den 2. februar blev Nordsøvej midlertidigt lukket for trafik. Årsagen er, at Skagen Varmeværk nu er i fuld gang med at etablere den nye hovedledning, som i første omgang skal forsyne boligområderne Østbanke, Fiskerbanke, Middelbanke og den østlige del af Doggerbanke med fjernvarme. Arbejdet på Nordsøvej er planlagt til at være afsluttet 12. april.

”I denne første etape udruller vi fjernvarme til de fire nævnte banker, da det er her, vi allerede har opnået det nødvendige antal tilmeldinger,” fortæller Thomas Rasmussen fra Skagen Varmeværk. ”For at kunne etablere fjernvarme i et område kræver det, at minimum 60 % af husstandene tilmelder sig – og på de resterende banker er vi endnu ikke helt i mål.”

For at give flere mulighed for at tilmelde sig, er fristen forlænget frem til 1. april.

Et godt tidspunkt at skifte gasfyret ud

Skagen Varmeværk peger samtidig på, at det kan være et fordelagtigt tidspunkt at overveje et skifte fra gasfyr til fjernvarme. Gaspriserne steg i januar med hele 40 %, og dermed kan fjernvarme være en mere stabil og økonomisk fordelagtig løsning.

Samtidig er fjernvarmeprisen i Skagen faldet med 13 % siden 2012, og det koster i dag 12.635 kr. om året at opvarme et standardhus via Skagen Varmeværk. Det gør varmeværket til et af de billigste i landet.

Lige nu tilbyder Skagen Varmeværk at installere fjernvarme i husene på bankerne for 40.000 kr. inkl. moms, og for den pris fjerner varmeværket dit gas- eller oliefyr og installerer fjernvarme i stedet.

Er du interesseret i at gøre brug af varmeværkets tilbud, kan varmeværket kontaktes på 98 44 17 66 eller adm@skagenvarme.dk.

Koordineret gravearbejde

I forbindelse med anlægsarbejdet benytter Forsyningen samtidig lejligheden til at nedlægge en ekstra regnvandsledning i området. Dermed gennemføres arbejdet samlet og til mindst mulig gene for områdets beboere.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Skagen Varmeværk etablerer ny hovedledning til fjernvarme' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger