Læserbrev: Det må ikke ske! Hører I?
27. februar 2026 - kl. 7:20 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I tirsdags så jeg teaterforestillingen André og Dorine i Kulturhus Kappelborg. Forestillingen er blevet vist over 600 gange i 30 lande. I Danmark blev stykket opført tre steder, hvoraf det ene altså lykkeligvis var Skagen.
Med en personlig, smertefuld erfaring omkring demens ramte stykket mig lige i hjertekulen, men ikke mere end jeg kan lette på hatten for direktionen på Kulturhuset for at have haft modet til at invitere dette ufatteligt smukke stykke teater til byen. Tusind tak!
Midt i al den vemodige begejstring skræmmes man af de sære rygter, der går om Kulturhus Kappelborgs fremtid.
Siden august 2011, hvor kronprinsparret åbnede Kulturhus Kappelborg, har gryden kogt og buldret med alskens aktiviteter. Salen er stopfyldt til foredrag, koncerter og teaterforestillinger, biografen kører med et hav af frivillige, og mange foreninger bringer liv til alle kroge af den gamle skolebygning, der blev inspireret ombygget for millioner til gavn for skagboer og hvem der ellers måtte finde vej til Skagen. Og der er stadig masser af muligheder på dette fantastiske sted.
Mørket vil sænke sig forstemmende over byen, hvis Kulturhus Kappelborg amputeres og køres hen i et hjørne. Det må ikke ske! Hører I?
Med venlig hilsen
Hans Nielsen
4 kommentarer til “Læserbrev: Det må ikke ske! Hører I?” under annoncerne.

















Kappelborg er en af Skagens stærke kulturinstitutioner, der skaber både værdi og sammenhængskraft for byen og området. På Brovandeskolen har vores børn og familier stor glæde af det stærke samarbejde og den gode relation der er mellem vores institutioner. Jeg har ikke hørt forlydender om, at Kappelborg er hensat i et hjørne. Er der noget om snakken, må vi og andre lægge pres på de rigtige steder. Skagen skal udvikles, ikke afvikles.
Rygterne fra krogene er forbigået min opmærksomhed..
Kan nogen løfte sløret for, hvad de går ud på ?
Ja man hører jo lidt i krogene ,,og jeg er da bekymret om vores kor sang får lov at blive ,, jeg kommer der ofte i hele huset ,det må ikke fordsvinde og Bio så dejligt det er i byen skawboer og turister bruger det ,,🥰
Altså Hans Nielsen! Det du fortæller er, at vi ALLE skal se efter at komme op af den bløde lænestol, og finde vej til vores fantastiske kulturhus? Har jeg forstået dig ret?
Det er et fantastisk hus.