Seniorbonus er en forkert prioritering

19. marts 2026 - kl. 4:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Idéen om at fastholde seniorer på arbejdsmarkedet via en økonomisk bonus er sympatisk – men den overser de mange, der er fysisk og psykisk nedslidte og har brug for en værdig tilbagetrækning. Fællesformand for HK Nordjylland, Christina Madsen Kristiansen og formand for 3F Aalborg Benny Vinther Jensen spørger: Hvor er fokus på værdig tilbagetrækning?

Skal man straffes for at have taget et arbejde, der har nedslidt krop og sind?

Det kan man godt få indtryk af, når man ser på de seniorbonusser, der skal holde flere seniorer på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen.

Bliver man i job efter man har nået folkepensionsalderen, kan man både hæve sin løn og få sin folkepension hver måned. Vælger man at fortsætte til man er 68 år, udløser det en skattefri præmie på 54.000 kroner. Bliver man til 69 år, følger yderligere 32.000 kroner med.

Det lyder umiddelbart som et attraktivt tilbud. Men spørgsmålet er, hvem det reelt er attraktivt for.

For en skattefri præmie helbreder ikke et nedslidt knæ. Den fjerner ikke kroniske rygsmerter. Den kurerer ikke stress, udbrændthed eller de psykiske belastninger, der følger med årtiers arbejdspres. Og fuld folkepension oven i lønnen giver ikke mere energi til børnebørnene eller overskud til et liv uden for arbejdspladsen.

Man fristes til at spørge: ”Hvor er fokus på en værdig tilbagetrækning i det her?”

Seniorbonusserne rammer skævt. De tilgodeser dem, der har haft et arbejdsliv med fleksibilitet, mindre fysisk belastning og mulighed for gradvist at skrue ned for tempoet. Dem, der har haft friheden til at tilpasse deres arbejdsliv, så kroppen og hovedet kunne følge med.

Men hvad med håndværkeren med slidte led efter årtier på byggepladsen? Hvad med butiksekspedienten, der har stået op det meste af sit arbejdsliv og mærker smerterne i skuldre og ryg? Hvad med sagsbehandleren eller kundeservicemedarbejderen, der gennem mange år har håndteret højt tempo, dokumentationskrav og utilfredse borgere – og som nu mærker konsekvenserne i form af stress og udmattelse?

Nedslidning har mange ansigter. Den kan være fysisk synlig. Den kan også være psykisk og usynlig. Fælles for dem er, at nedslidning ikke forsvinder, bare fordi der ligger en økonomisk gulerod for enden af arbejdslivet.

Vi har allerede ordninger som Seniorpension og Arne-pension, men dokumentationskravene kan være tunge. Hvis vi virkelig mener, at seniorer fortjener respekt og værdighed, bør vi styrke og forenkle de ordninger, der hjælper dem, som ikke kan blive ved – frem for at prioritere bonusser til dem, der allerede har muligheden.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for seniorer ude på arbejdsmarkedet. Og ja – det er både fornuftigt og sympatisk at give dem, der har lyst og helbred til det, et incitament til at fortsætte. Erfaring og kompetencer er værdifulde.

Men det må aldrig udvikle sig til et system, hvor økonomiske bonusser indirekte presser mennesker til at blive på arbejdsmarkedet, selvom kroppen eller psyken siger fra. Ingen skal føle sig tvunget til at vælge mellem deres helbred og deres økonomi.

Vi skal holde døren åben for dem, der kan og vil blive længere. Men vi skal i endnu højere grad sikre en værdig tilbagetrækning for dem, der ikke kan.

Det handler ikke om bonusser.

Det handler om retfærdighed.