Aflastningspladser og ventepladser i plejeboliger

Illustrationsfoto

Aflastningspladser og ventepladser i plejeboliger

1. maj 2026 - kl. 6:46 - af

Frederikshavn Kommune har i dag 50 aflastningspladser – heraf 33 på Kastaniegården i Frederikshavn og 17 fordelt decentralt over hele kommunens geografiske område.

De 17 decentrale pladser fordeler sig således:
4 pladser på Rosengården i Sæby
5 pladser i Dybvad
1 plads i Østervrå
4 pladser på Ankermedet i Skagen
1 plads på Drachmannsvænget i Skagen
2 på den selvejende institution Caspershus i Frederikshavn

De nuværende kommunale aflastningspladser anvendes i dag til borgere, der midlertidigt ikke kan være i eget hjem og har behov for støtte, pleje eller i nogle tilfælde sundhedsfaglige indsatser.

Pladserne rummer både støtte ved funktionsnedsættelse, observation eller sygeplejefaglig indsats ved sygdom samt ventepladsfunktion til borgere, der venter på en plejebolig eller et andet kommunalt tilbud.

Udover de 17 aflastningspladser råder man over 2 hotelaflastningspladser, der anvendes til kortere ophold f.eks. ved aflastning af pårørende eller i forbindelse med en ægtefælles ferie eller sygehusindlæggelse.

Data fra medio april 2026 vedrørende aflastningspladserne viser, at 19 borgere venter på en plejebolig. Ud af de 19 borgere venter 1 borger, fordi vedkommende har afslået den bolig, som kommunen har tilbudt, mens 4 borgere afventer værgemålssager.

Sundhedsreformen ændrer på fordelingen
Pr. 1. januar 2027 forventes de 33 pladser på Kastaniegården som følge af Sundhedsreformen at overgå til regionen og blive omdannet til regionale sundheds- og omsorgspladser.
Fremadrettet har kommunen fortsat ansvar for de såkaldte ventepladser. De nye regionale sundheds- og omsorgspladser er målrettet borgere, der har behov for døgndækket sundhedsfaglig behandling og tæt opfølgning, men hvor hospitalsindlæggelse ikke er nødvendig, og hvor det samtidig ikke er muligt at være i eget hjem.

Kommunens fremtidige ventepladser skal dermed anvendes til midlertidige ophold uden sundhedsfagligt indhold. De er målrettet borgere, der venter på et andet kommunalt tilbud fx en plejebolig.
Her er fokus på omsorg og praktisk støtte, mens sundhedsfaglige opgaver flyttes til regionerne.

Udvalget for Ældre, Social og Handicap får fremlagt disse realiteter på udvalget møde den 4. maj. Forud for mødet indstiller kommunens Center for Sundhed og Pleje, at orienteringen tages til efterretning.

Tekst: Per Rye

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Aflastningspladser og ventepladser i plejeboliger' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger