Anmeldelse af Maskinrummet: Stedets muligheder kan forløses med formidling
5. juli 2026 - kl. 5:17 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget denne anmeldelse fra Niels H. Bünemann:
Det har tydeligvis været en kraftanstrengelse at gøre Skagens nye attraktion Maskinrummet klar til åbningen for en uge siden. Huset er stort og flot, og der er et enormt potentiale i den enestående samling af maskiner, teknik, veteranbiler, motorcykler og mange andre ting og sager.
Men der mangler noget: stedet er stort set blottet for formidling af de titusindvis af objekter, man bliver præsenteret for.
Jeg er interesseret i både biler og anden mekanik, og jeg vil gerne lære mere. Men under mit første besøg i Maskinrummet spejdede jeg forgæves efter forklaringer på, hvad de store maskiner har været brugt til.
Nogle montrer er fuldkommen proppet med hundredevis af næsten ens messing-tingester, hvis oprindelige funktion jeg må gætte på, for det står ingen steder.
Det er fascinerende at se på de endeløse rækker af gamle motorcykler i kælderen, men igen: jeg forlader stedet med nogenlunde den samme viden, som jeg kom med.
Store dele af veteranbilsamlingen har jeg set før, da køretøjerne engang stod i et automobilmuseum i Gjern ved Silkeborg. Det er lidt komisk, at de ældgamle plancher med oplysning om fabrikat, årgang, antal cylindre og motorens HK-ydelse er fulgt med – flere steder står der, at producenten skam fortsat (“dags dato”) er aktiv, selv om jeg er bekendt med, at det pågældende firma er ophørt med at eksistere for årtier siden.
Taskerne og rejse-accessoires skal jeg ikke gøre mig klog på, men den afdeling er den eneste, hvor man har indtryk af, at der er gjort et behjertet forsøg på at formidle noget viden og skabe underholdning – “oplevelse” om man vil.
Potentialet råber på at blive forløst, og forhåbentlig har Maskinrummets ejer Henning Kjeldsen planer om at sætte nogen i gang med at formidle historien om maskiner og mennesker – i så tilfælde bør det som minimum gøres på både dansk og engelsk, og helst også tysk.
Når det sker, så har Skagen virkelig fået en attraktion af international klasse, som man kun kan ønske byen tillykke med – og takke Henning Kjeldsen for.
Fotos: Niels H. Bünemann
3 kommentarer til “Anmeldelse af Maskinrummet: Stedets muligheder kan forløses med formidling” under annoncerne.


















Tillykke Anita og Henning. Det bliver godt for Skagen. Turisterne vil til Skagen for at opleve. Maden og stemning og ikke mindst lyset over Grenen. God sommer.😊
Ja ja der kan altid findes noget der mangler i så stor en bygning med fantastisk indhold ; jeg vil gå i modsat retning og priser bygningen og indholdet læg mærke til gulvene belagt med det fineste marmor – se de bemærkelse murstensvægge opbygget i antik lignende udforming ude og indendørs – spisestederne utrolige med rigtig gode menuer og betjeningen 100 % OK der mangler nogle oplysninger omkring de udstillede biler osv men det var en stor oplevelse
Niels H. Bünemann.
Det var akkurat min første tanke, da jeg besøgte museet. Jeg tænker, at det var noget af det, som de ikke havde nået inden åbningsdagen. Jeg føler mig overbevist om, at Henning Kjeldsen får dette på plads. Alt andet er utænkeligt.