Anitta Falden har siden 2008 været havnefoged, og beskriver jobbet som at lede en campingplads på vand.
Havnefoged tager imod større og større både i Skagen Lystbådehavn
5. august 2026 - kl. 8:05 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
8000 gæstesejlere besøger Skagen og halvdelen kommer i juli – de sætter pris på at være midt i det pulserende byliv.
Anitta Falden har været ansat på Skagen Lystbådehavn siden 1995 og fra 2008 som havnefoged. I de godt 30 år er bådene bare blevet større og større.
”De er nok blevet 30 procent større, siden jeg startede, og i dag er mange lystbåde sejlende sommerhuse, fortæller hun.
Skagen Lystbådehavn tiltrækker tusindvis af sejlere- 8.000 på en sæson – fordi den er noget særligt.
Mange andre lystbådehavne er placeret et stykke fra bymidten, men det gælder ikke havnen i Skagen. Her ligger lystbådehavnen midt i det hele og er samtidig et sted, som mange andre typer gæster i Skagen søger ned til. Her summer af liv. Nærmeste nabo er Karstensens Skibsværft med deres store skibe langs kajanlæggene.
”Vores gæster sætter pris på at være del af det maritime liv. De synes, det er spændende at være midt i en levende havn”, siger Anitta Falden.
Hun hører ofte, at placeringen så tæt på byen, er det, der gør Skagen Lystbådehavn attraktiv. At man som sejler for eksempel nemt kan tage del i den gode feriestemning på land, hvis man har lyst.
Svenskere og nordmænd i uge 29
”Vi har allerflest gæster i uge 29, og 70 procent af de gæster er svenskere og nordmænd. Rigtig mange er gengangere”.
Hun forklarer, at halvdelen af de 8000 anløb i Skagen Lystbådehavn, er i juli og når der er allermest run på, kommer der cirka 220-250 både i døgnet.
Derfor er der brug for mere plads, og lystbådehavnen et ekstra bassin til rådighed fra 15.juni til 15.august.
Der er brug for hjælp til at holde øje hvordan gæsterne placerer sig i de to bassiner i de travle sommeruger. Derfor har Anitta Falden ansat de to unge, Marius Nielsen og Marko Nikic, som blandt cykler rundt på havnen, kontrollerer bådene og sikrer sig at havneafgiften bliver betalt, og at liggeplan og beredskabsplan overholdes.
For som havnefogeden siger med et smil, så hører de rigtig mange forklaringer på, hvorfor en gæst gerne vil have en anden plads end den anviste. Men så får de venligt men bestemt at vide, at den anviste plads er den, de kan få, for at det hele går op, når der er mange både i havnen.
Udover havnefogeden har Skagen Lystbådehavn en anden fastansat. Mette Hjort Thomsen har ligesom Anitta Falden været ansat siden 1995, og hvor havnefogeden er en helårsstilling, er Mette Hjort Thomsenansat fra april til oktober.
Skagen Lystbådehavn er kommunal havn, hvor kommunen har forpagtet ind hos Skagen Havn, og ifølge Anitta Falden, har man den plads, der er brug for.
” Hvis jeg skulle ønske en udvidelse, skulle det være en udvidelse af sæsonen. At flere for eksempel besøgte os hen i oktober eller i marts. Skagen arbejder og har arbejdet i flere år for at udvide turistsæsonen, og den udvikling bakker vi op om. Mange af bådene er så veludrustede, at de sagtens bruges i ydersæsonen, siger hun.
Lystsejlerne er ifølge havnefogeden guld værd for byen. De skaber omsætning blandt andet på restauranterne og i dagligvareforretningerne.
”De lægger mange penge i byen. 2500 kroner om dagen har jeg set i undersøgelser.
At være den gode vært
At være havnefoged er en livsstil. På mange måder minder det om at drive en campingplads på vand. Havnen har mange gengangere blandt gæsterne, og mange af dem bliver liggende i flere uger. Det er sjovt at møde mennesker og være med til at give dem en god oplevelse.
” Jeg kan virkelig godt lide at være den gode vært. At yde en god service. Jeg kan også godt lide at drifte, og at man i jobbet skal være to-tre skridt foran.
Anitta Falden er glad for den store afveksling, der ligger i arbejdet som havnefoged. Hun ved efterhånden en masse om lystsejlads, men har aldrig selv sejlet, og det er smart, når man som hende altid arbejder i hele sejlsæsonen.
Ja, hvis hun skal nævne en ulempe ved at være havnefoged, er det, at hun aldrig har holdt sommerferie. Hun holder fri i december.
En ting, der gavner Skagens gode ry, er en oplevelse, at her kan du få hjælp. Folk kender hinanden, og hvis de ikke selv kan hjælpe dig, så finder de nogen, der kan.
Anitta Falden oplever, at der på havnen og i Serviceteam Skagen er en stor hjælpsomhed, og at virksomhederne virkelig er servicemindede, når hun for eksempel henviser en lystsejler, der har problemer med motoren.
” Jeg bruger mine kolleger på havnen. Vi har et stort netværk og derfor kan vi finde frem til hjælpen. I Skagen bliver problemerne løst, siger hun.
FAKTA
Kommunen har forpagtet lystbådeafsnittet siden 1995.
Der findes tre kommunale lystbådehavne i Frederikshavn Kommune: Skagen, Aalbæk og Sæby.
Skagen Lystbådehavn er en ren gæstehavn.
Bådene kan placeres uden på hinanden, når der er mange gæster. I uge 29 var der en række med otte både.
Skagen Havn og havnevagten har kommunikationen med sejlerne til de er kommet ind i lystbådehavnen.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.










_1_1_1.jpg)






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Havnefoged tager imod større og større både i Skagen Lystbådehavn' til en bekendt