
Action i NatBio
10. februar 2017 - kl. 6:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er action for alvor når Skagen Bio’s specielle NatBio på mandag aften viser den foreløbig sidste film i denne omgang.
Det er den amerikanske film Jack Reacher: Never Go Back. Filmen er, som tidligere film med Jack Reacher, baseret på en af bøgerne i en thrillerserie af forfatteren Lee Child.
Mændene i hans gamle deling bliver myrdet. Hans afløser som deres leder, major Susan Turner, fængsles under anklage for spionage. Så selvfølgelig dukker den legendariske Jack Reacher op.
Efter en dristig fangeflugt står han og Turner som umage makkere i flugten fra myndighederne og i jagten på de bagmænd, der står bag mordene og den falske anklage. Og som bytte for en navnløs dræber, der er lige i hælene på dem.
Deres efterforskning bliver ikke nemmere af, at Jack føler sig forpligtet til også at beskytte teenageren Samantha, der opfører sig, som teenagere nu gør, mod det særprægede par surrogatforældre, som Jack og Susan kommer til at udgøre.
Da trådene endelig begynder at samles, står Jack Reacher over for sit farligste opgør nogensinde på baggrund af New Orleans’ dystre Halloween-optog.
Tom Cruise er tilbage i rollen som Jack Reacher, den tidligere elitesoldat, der udøver sin egen form for retfærdighed i de sager, der interesserer ham. Lidt usædvanligt får han denne gang følgeskab af to kvinder, Cobie Smulders og Danika Yarosh, mens Patrick Heusinger spiller hans nemesis.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Action i NatBio' til en bekendt