
Påskesalon i Bamsemuseets Café
6. april 2017 - kl. 10:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
med operasanger Jens-Christian Wandt.
Igen i år har Skagens Bamsemuseum ved Jonna Thygesen og operasangeren & Skagens-ambassadøren Jens-Christian Wandt, taget initiativ til en Påskesalon i museets hyggelige café.
Solistiske indslag og fællessang præsenteres med små anekdoter, historier, digte, tanker til tiden m.m. – og giver en smuk og eftertænksom stemning dagen før Påskedag. På programmet er både sange og salmer af bl.a. Carl Nielsen, Niels W. Gade og Grieg. Kendte sange fra Højskole-sangbogen og små historier af bl.a. H. C. Andersen, Kaj Munk og Suzanne Brøgger.
- For mig har Påskelørdag altid været en særlig dag – en dag til eftertænksomhed, siger Jens-Christian Wandt – dagen bygger bro mellem Langfredag og Påskemorgen, mellem døden og livet, mellem mørket og lyset, det vil vi afspejle i det program vi præsenterer.
Ved klaveret sidder pianisten Knud-Erik Thrane som Jens-Christian Wandt har arbejdet sammen med flere gange, sidst ved en forårskoncert i Aasted Kirke i marts. Knud Erik Thrane vil både akkompagnere i de solistiske indslag, men også spille for på de fællessang som præsenteres – bl.a. ”Du som har tændt millioner af stjerner”, ”Nu er jord og himmel stille” og Skagenssangen ”Erindring” – og i et toneleje hvor alle kan synge med.
- Påske betyder for mig håb, siger Jens-Christian Wandt, evighedshåbet tændes, og dermed også håbet om dagen i morgen, om det spirende forår, og om at kærligheden er det største af alt. I det håb ligger også glæden – og den glæde skal naturligvis også fejres Påskelørdag.
Gennem mange år har der været et tæt samarbejde mellem Skagens Bamsemuseum og afdelingen for kræftramte børn på Skejby Sygehus. Entréindtægten denne eftermiddag går ubeskåret til dette vigtige arbejde.
Ved arrangementet serveres der kaffe & te og hjemmebagt kringle.
Entré: Kr. 100,- (incl. kaffe & kringle)
Der er et begrænset antal pladser – og ingen salg i døren, kun forsalg.
Billetsalg:
Bamsemuseet, Oddevej 2, 9990 Skagen – åbent: onsdag-søndag kl. 11.00 – 15.00
Tel. 98 44 21 08,
Lørdag den 15. april kl. 16.30
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Påskesalon i Bamsemuseets Café' til en bekendt