
På mødet skal der bl.a behandles et forslag til lokalplan for hotel- og konferencecenter Hvideklit.
Masser af Skagen på Byrådets dagsorden
31. maj 2017 - kl. 8:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er masser af Skagen på dagsordenen for mødet i Byrådet i aften, den 31. maj. Flere dagsordenspunkter rummer spørgsmål vedr. Skagen og nærmeste omegn.
Første punkt er spørgsmålet om et forslag til lokalplan for hotel- og konferencecenter Hvideklit. Her har Plan- og Miljøudvalget tidligere godkendt en indstilling fra kommunaldirektøren om, at lokalplanforslaget og det dertil hørende kommunalplantillæg sendes i 8 ugers offentlig høring.
Punkt 2 drejer sig om endelig vedtagelse af lokalplan for “Sommerhusområde ved Kandestederne til sommerhusformål og hoteldrift”.
Plan- og Miljøudvalget har tidligere vedtaget over for Økonomiudvalg og Byråd at anbefale en indstilling fra kommunaldirektøren om at vedtage lokalplanen med visse ændringer og justeringer, som er anført i indsigelsesnotatet fra april i år. Ida Skov (Enh.) har afgivet særligt standpunkt.
Tredje punkt på Byrådets dagsorden drejer sig om ”Forskrift for udendørs musikarrangementer i Skagen og ophævelse af eksisterende Restaurationsforskrift”. Et flertal af Plan- og Miljøudvalget ønsker at opretholde den eksisterende forskrift med den sondring, at en dispensation kan gives for en periode på 4 timer. Dispensationen kan fortrinsvist gives for tiden mellem 18 og 22. I øvrigt skal disse støjgrænser kontrolleres mere intensivt. Mogens Brag (V) og Frode Thule Jensen (V) kan ikke tiltræde flertallets indstilling, idet man ønsker at fortsætte dialogen i Skagen. Et flertal i Økonomiudvalget anbefaler Plan- og Miljøudvalgets flertalsindstilling overfor Byrådet. Venstre tiltræder kommunaldirektørens indstilling.
Punkt 4 drejer sig om Natura 2000, hvor også egne omkring Skagen indgår.
Byrådet skal også drøfte en ansøgning om kommunegaranti for lån fra den kommunale selvstyrehavn Skagen Havn. Skagen Havn har den 21. april 2017 fremsendt en ansøgning om en selvskyldnerkaution på 30 mio. kr. for et 25-årigt lån i KommuneKredit til finansiering af indfrielse af et stående lån i 2017. Økonomidirektøren har tidligere indstillet, at Økonomiudvalget anbefaler Byrådet, at der meddeles en selvskyldnerkaution for lån på 30 mio. kr. i KommuneKredit til Skagen Havn.
Yderligere har Byrådet et punkt om udpegning af bestyrelsesmedlem til Karstensen Fonden. Af Fondens vedtægter fremgår det, at fondsbestyrelsen skal være på 4 medlemmer, og at et af disse medlemmer er den til enhver tid siddende borgmester i Frederikshavn Kommune. Fonden vil gerne lægge vægt på at trække en klar og tydelig forbindelse mellem Frederikshavn Kommune, kommunens meget stærke engagement og interesse i erhvervsmæssig vækst og en bevarelse og udvikling af den meget betydende erhvervsudøvelse, der finder sted via Karstensens Skibsværfts, og som pt. sikrer beskæftigelse af 400 mennesker. Kommunaldirektøren indstiller, at Byrådet godkender, at borgmesteren indtræder i Karstensen Fonden.
Tekst af Per Rye
6 kommentarer til “Masser af Skagen på Byrådets dagsorden” under annoncerne.
















Britta Meyer: Jeg har nu kontaktet Frh. Teknisk Forvaltning – Vej og Park og klaget til dem over det ekstremt dårlige cykelstier, vi har her i byen! Og jeg har kontaktet en ven i Tilgængelighedsulvalget, om de kan gøre noget for, at vi kan få renoveret vores cykelstier! Jeg kender flere, som kører på handicap-scootere, og de er ALLE, meget utilfredse med kørselsforholdene i Skagen…
Mvh Birgit Klee
Jeg vil give Britta Meyer (31.5)ret i At Skagens veje og cykelstier er i utrolig dårlig stand. Jeg kører dagligt på min handicap-scooter, og der er huller og revner alle steder. Man må sno sig igennem, køre ind på fortovene eller ud på vejene for at undgå de værste huller… Der er efterhånden rigtig mange, som kører el-scooter i Skagen, og jeg kender flere, som klager over cykelstier/veje/fortovs dårlige stand… Er det ikke muligt at bruge nogle af Parkerings-indtægterne på at få sat i det mindste cykelstierne i stand. Vores krop/ryg har ikke godt af alle de rystelser, og det har vores el-scootere i hvert fald heller ikke… Kan Kommunens tilgængeligheds-udvalg ikke gøre noget her??? Mvh Birgit Klee
Vejbelægning er i ringe stand i Skagen det er ikke muligt at køre på en trehjulet cykel uden stor risiko for styrt eller fald.
Så trist for jeg elsker min by.
At være handicappet som følge af sclerose er ikke nemt i Frederikshavn kommune
Mangel på omsorg fra sundhedsvæsenet i kommunen ender jo dyrt.
Jens Hedegaard skriver, at vi er 7 medlemmer af byrådet fra Skagen (jeg kender nu kun 5). Uanset antallet, skriver Jens Hedegaard, at vi 7(eller 5) har hver vores holdning. Jeg har indtil nu kun læst holdningen fra èt byrådsmedlem bosiddende i Skagen – foruden mig selv. Det var fra en socialdemokrat – Erik Kyed Trolle. Så hvis der er yderligere 5 (3) forskellige holdninger fra de resterende Skawboer, glæder jeg mig til at få lov at høre disse på aftens byrådsmøde.
Jeg har selv klart udtrykt min holdning, jeg mener vi har brug for klare rammer, som giver vores erhverv mulighed for fortsat at skabe god stemning i Skagen, men også tager hensyn til borger og butikker. Det synes jeg forslaget for Skagen Hotel- og restaurationsforbund gør på en rigtig fin måde.
Jeg håber, under alle omstændigheder, at vi i aften finder en god løsning (gerne en fælles), som tilgodeser såvel borgerne i Centrum, dem udenfor Centrum, vores lokale erhverv samt vores turisme.
Frederikshavn Byråd består af 31 medlemmer. 14 fra Frederikshavn, 10 fra Sæby og 7 fra Skagen. Når vi har en sag på Byrådet fra Skagen lytter vi altid hvad et flertal af Byrådsmedlemmerne fra Skagen siger. Jeg har aldrig været med til at stemme en sag fra Skagen ned hvor der var er lokalt flertal, men når de 7 Skawboere kommer med 7 forskellige holdninger til en sag, så bliver det kompliceret, men det havde det nok også været hvis I havde haft jeres eget Byråd
m.v.h. jens hedegaard (A)
Et byråd som flest repræsentere frederikshavner i salen, skal lovgive om hvordan kulturen og om livet i Skagen leves, er sku mig en gåde? Håber det snart går op for politikkerne på Christiansborg – nok er nok osse i Skagen.