Beierholm til tops også på europæisk niveau

Beierholms afdeling på Østre Strandvej.

Beierholm til tops også på europæisk niveau

13. juni 2017 - kl. 9:02 - af

Great Place to Work har netop kåret revisionsfirmaet Beierholm med kontor i Skagen som Europas fjerde bedste arbejdsplads. Beierholm har nu kontorer i 24 danske byer.

Revisionsfirmaet Beierholm har fået endnu en fjer i hatten, hvor der i forvejen er fyldt godt op. Rådgivnings- og analyseorganisationen Great Place to Work kårede i november Beierholm som Danmarks Bedste Arbejdsplads målt på arbejdsglæde og trivsel blandt medarbejderne. 

Og torsdag aften blev det offentliggjort i Paris, at det landsdækkende firma nu også kan smykke sig med titlen: Fjerde bedste europæiske arbejdsplads i kategorien virksomheder med over 500 ansatte. Placeringen bygger på en undersøgelse foretaget af Great Place to Work blandt 2.340 virksomheder i 19 europæiske lande.

Direktør i Great Place to Works danske afdeling, Ditte Vigsø, siger om Beierholm:

”I Beierholm oplever medarbejderne, at de tildeles en høj grad af ansvar, og at lederne stoler på, de gør et godt stykke arbejde. Det giver ejerskab og bidrager til at skabe tillid mellem ledelse og medarbejdere. Lige præcis tilliden er afgørende i tider, som kræver af organisationerne og medarbejderne, at de er omstillingsparate”

Beierholm er vækstkomet

Beierholm vokser kraftigt i disse år. På to år er virksomheden gået fra en omsætning på 530 mio. kr. til 790 mio. kr. Beierholm har opkøbt en række virksomheder, og har i dag 977 medarbejdere fordelt på 26 kontorer i 24 danske byer, blandt andet i Skagen.

Strategien for vækst er fortsat ambitiøs. Samtidig er arbejdsmiljø og trivsel blandt medarbejderne særdeles højt prioriteret. For Beierholms adm. dir. Kenneth Jensen, hænger trivsel og vækst uløseligt sammen:

”I Beierholm kan vi se, at vedholdende arbejde med trivsel er direkte forbundet med medarbejdernes faglige præstationer og virksomhedens resultater. Medarbejdertrivsel er også en forudsætning for at kunne vækste i det tempo vi har gjort, og for at lykkes med de forandringsprocesser der konstant pågår i en virksomhed som vores.”

De seneste år har Beierholm opnået topplaceringer ved måling af kundetilfredshed foretaget af Aalund Business Research. Og i Great Place to Works trivselsmåling blev Beierholm kåret som Danmarks bedste arbejdsplads i 2016, men også i 2014. I 2015 som nr. 2.

18 ud af 100 er danske

Beierholm er eneste danske virksomhed, der har opnået en placering blandt de bedste store arbejdspladser i Great Place to Works undersøgelse af europæiske virksomheder.

I kategorien mellemstore virksomheder har syv danske virksomheder fået plads på listen, og i kategorien færre end 50 medarbejdere findes der tre danske virksomheder.

Blandt de multinationale selskaber er der også dansk repræsentation på en række placeringer. Den globale koncern Mars kommer ind på en førsteplads, og dermed også Mars Danmarks 124 medarbejdere. 

Sammenlagt er 18 ud af 100 europæiske arbejdspladser danske eller har dansk repræsentation, og de bedste ligger over gennemsnittet på en række centrale arbejdsmiljøområder.

Alle deltagende virksomheder har selv valgt at deltage i og betale for Great Place to Works undersøgelse for at få taget pulsen på arbejdsglæde og intern trivsel, og dermed få et arbejdsredskab i hverdagen.

Virksomhedernes medarbejdere har udfyldt et omfattende spørgeskema, hvor de anonymt har evalueret graden af tillid, stolthed og fællesskab på arbejdspladsen.

 

FAKTA:

Listen over Europas 100 Bedste Arbejdspladser er opdelt i fire kategorier: Mellemstore arbejdspladser, store arbejdspladser, multinationale selskaber og ”under 50”. Her kan du se, hvordan de danske arbejdspladser fordeler sig på de tre kategorier:

 

Kategorien Mellemstore Arbejdspladser (50 – 499 medarbejdere)

Nr.   3  Middelfart Sparekasse                          

Nr. 13  Delegate 

Nr. 14  Pentia

Nr. 20  Dansk Ingeniør Service

Nr. 27  Carl Ras

Nr. 38  Hartmanns

Nr. 44  Djurslands Bank

 

Kategorien Store Arbejdspladser (flere end 500 medarbejdere) 

Nr. 4   Beierholm

 

Kategorien Multinationale Selskaber

Nr. 1     Mars

Nr. 2     Adecco

Nr. 4     Abbvie

Nr. 7     Hilti

Nr. 11   DHL Express & Aviataion og DHL Global Forwarding

Nr. 12  H&M

 

Kategorien ”Under 50”

Nr. 6     Daxiomatic

Nr. 13   Område Auning og Allingåbro

Nr. 17   Jobvision

 

De fulde lister over Europas Bedste Arbejdspladser 2017 kan ses på www.greatplacetowork.dk

 

 

FAKTA:

 

Great Place to Work® offentliggør i år for 15. gang listen med de 100 Bedste Arbejdspladser i Europa. Den første liste blev offentliggjort i samarbejde med Europakommissionen i 2003.

 

Både offentlige og private virksomheder deltager. På alle deltagende arbejdspladser modtager enten alle eller op til 400 tilfældigt udvalgte medarbejdere et spørgeskema, som måler graden af tillid, stolthed og fællesskab på arbejdspladsen. Alle arbejdspladser udfylder også en Kulturprofil, som beskriver arbejdspladsens kultur, politikker og daglig praksis inden for en række områder som kommunikation, udvikling, og involvering.

 

I den samlede vurdering lægges størst vægt på medarbejdernes vurdering af arbejdspladsen, som indgår med 2/3 i den samlede vurdering, mens Great Place to Works evaluering af Kulturprofilen indgår med 1/3 i vurderingen.

 

Great Place to Work® i Danmark
Great Place to Work® er en analyse- og konsulentvirksomhed, der arbejder for at skabe et bedre samfund ved at hjælpe arbejdspladser med at blive bedre. Det danske kontor blev etableret i 2001 og offentliggør hvert år Danmarks Bedste Arbejdspladser®, samt hjælper offentlige og private arbejdspladser med at skabe en tillidsbaseret kultur. Great Place to Work® er repræsenteret i 51 lande verden over og har globalt hovedkvarter i San Francisco, USA.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Beierholm til tops også på europæisk niveau' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger