Læserbrev: Live musik i Skagen
1. august 2017 - kl. 9:03 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Plan og miljø udvalget brugte en stor del af efteråret 16 og foråret 17 på dialog og møder i Skagen, om et nyt regulativ om udendørs arrangementer i Skagen. Min indgang til denne dialog var, at et er det, der skrives, noget andet er, at dialogen skaber en fælles forståelse for, at vi alle sammen skal være her.
En forståelse, der sikrer at Skagen er et rart sted at være, både for fastboende og turister.
Denne fælles forståelse ser jeg som det vigtigste resultat af dialogen.
Det var denne forståelse, der for alvor skulle forhindre en gentagelse af situationen i sommeren 2016. Her er det vigtigt at nævne, at forvaltningen var en vigtig del af denne forståelse. Jeg så gerne en tilstand, hvor kommunale medarbejdere fik mulighed for at udvise en vis situationsfornemmelse i administrationen af regulativet. Den situationsfornemmelse, som vi ofte efterlyser hos parkeringsvagterne.
Imidlertid er vi nu endt i en situation med et regulativ, der ikke er væsentlig anderledes, end det der var i sommeren 16. Dette “nye” regulativ kunne Venstre ikke stemme for. Resultat af dette regulativ blev, at grundlaget for den fælles forståelse, var forsvundet.
Det værste er dog, at retorikken i forbindelse med behandling og vedtagelsen i byrådet var så skinger.
Retorikken om overholdelse af regulativet er på ingen måde mindsket i sommerferien. Derfor er medarbejdernes muligheder for at udvise situationsfornemmelse i kontrol af støjen umulig.
Jeg så meget gerne, at borgmesteren kom med en udmelding, der skabte et råderum, så medarbejderne kunne udvise en hvis situationsfornemmelse i deres kontrolarbejde.
Beslutningen om offentliggørelse af overtrædelserne på kommunens hjemmeside har kun gjort situationen værre. En fæl beslutning som jeg beklager meget.
Vi er nu havnet i en situation, hvor alle der på elektroniske medier kan følge nøje med i, hvor meget “larm og støj” der er i Skagen – uanset om man er i Skagen, Østervrå, København eller for den sags skyld på ferie i udlandet.
Denne negative omtale af den største turist destination i Vendsyssel er meget uheldig, og til stor skade for ikke mindst Frederikshavn kommune.
For byrådet er dette en ommer!
I byrådet er vi nødt til at gøre det bedre i forbindelse med evalueringen af regulativet i efteråret.
Det handler ikke kun om, at byrådet skal ændre i regulativets tal. Vi skal igen i gang med dialogen og møderne i Skagen. Denne gang skal vi inddrage flere i dialogen, så vi opnår en bredt funderet forståelse for, at der skal være plads til både skagboer og turister.
Vi kan ikke være bekendt at overlade denne sag til et nyt byråd.
Frode Thule Jensen
Medlem af Plan og miljø udvalget (V).










_1_1_1.jpg)






Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Læserbrev: Live musik i Skagen' til en bekendt